fbpx
19. april 2021

Afskedigelse af vordende far var lovlig

Af: Lasse Andersen

Det var fuldt lovligt, da en virksomhed opsagde en elektriker, som skulle være far. Det har Afskedigelsesnævnet afgjort. Elektrikeren mente selv, at afskedigelsen var uberettiget, fordi han stod foran en fædreorlov.

I marts 2020 ramte corona-pandemien dansk erhvervsliv hårdt. Ordrerne blev aflyst, kunderne måtte lukke ned, indtægterne blev mindre, og mange virksomheder måtte skille sig af med gode medarbejdere.

Det var også situationen hos et af TEKNIQ Arbejdsgivernes el-medlemmer. Direktøren i virksomheden valgte at beholde de montører, der gik fast hos kunderne, og de medarbejdere, der havde været i virksomheden længe. Men desværre måtte virksomheden i marts 2020 opsige andre medarbejdere med kort varsel.

En af dem var en ung elektriker, som havde en gravid kæreste. Virksomheden var bekendt med graviditeten, men kendte ikke terminsdatoen på afskedigelsestidspunktet. Medarbejderen mente, at fyringen var uberettiget og udelukkende skyldtes, at han på sigt stod foran en orlov med løn.

Krævede godtgørelse
Sagen endte i Afskedigelsesnævnet, hvor elektrikeren krævede godtgørelse for uberettiget afskedigelse. Virksomheden fastholdt derimod, at udvælgelsen var sket ud fra en samlet helhedsvurdering af, hvilke medarbejdere der var et særligt behov for at beholde, de enkelte medarbejderes faglige dygtighed og anciennitet.

Virksomheden gjorde også gældende, at elektrikeren tidligere under sin ansættelse havde afholdt 14 dages fædreorlov uden problemer.

Saglige kriterier
Afskedigelsesnævnet vurderede, at afskedigelsen var lovlig og afviste kravet om godtgørelse, fordi nævnet fandt, at virksomhedens udvælgelseskriterier var saglige, og at elektrikerens opgaver var bortfaldet på grund af kundernes nedlukninger.

Afskedigelsesnævnet afviste dermed, at elektrikerens forstående orlov skulle have indgået i virksomhedens vurdering, da man besluttede, hvem der skulle afskediges.

Ifølge Anders Fugmann, der er overenskomstchef i TEKNIQ Arbejdsgiverne, faldt afgørelsen ud til virksomhedens fordel, fordi den var i stand til at dokumentere, at opsigelsen var sket på baggrund af saglige kriterier.

– Det er altid anbefalingen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, at en virksomhed i en afskedigelsesrunde skal kunne dokumentere de saglige kriterier, der ligger til grund for udvælgelsen af de afskedigede medarbejdere. Det kan eksempelvis være referater fra ledermøder eller lignende, siger Anders Fugmann.

Hør i denne podcast mere om den konkrete sag og få råd om, hvad man juridisk skal være opmærksom på, når man er nødt til at afskedige medarbejdere:

Lyt til afsnittet “Sådan afskediger du lovligt” på Spreaker.

Hør andre Podcast fra TEKNIQ Arbejdsgiverne her.