30. januar 2019

Billigere el i sommerhuset

Af: Jesper Meldgaard

Foto: Jeppe Carlsen

Folketinget har netop vedtaget en lov, der lemper afgiften på elvarme, som bruges i ferielejligheder til eget brug og i sommerhuse. Hos TEKNIQ glæder man sig over afgiftssænkelsen, som kan sætte yderligere skub i den grønne omstilling.

Folketinget har i dag tredjebehandlet og dermed vedtaget en ny lov, der sænker elafgiften for el til elvarme anvendt i ferielejligheder til eget brug og i sommerhuse. Det betyder, at sommerhusejerne vil kunne se frem til en nedsat afgiftssats fra ca. 90 øre pr. kWh til 25 øre pr. kWh af det elforbrug, der overstiger 4.000 kWh årligt.

Hos TEKNIQ Installationsbranchen, der repræsenterer de danske el- og vvs-virksomheder, er man begejstret for afgiftssænkelsen. Her mener man, det er sund fornuft, at sommerhusejere nu sidestilles med almindelige boligejere, der har en lavere afgift på el, som bruges til opvarmning.

”El bliver fremtidens primære energikilde, og sænkelsen bidrager til at sætte skub i den elektrificering, som er på vej. Vi har brug for alle mand på dæk – også sommerhusejerne – når det drejer sig om at sætte skub i den grønne omstilling. Her er afgiftssænkelsen et af flere vigtige værktøjer,” siger Simon O. Rasmussen, underdirektør i TEKNIQ, og uddyber:

”Vi skal tænke bredt, når det drejer sig om grøn omstilling. Vi har stadig brug for konkrete politiske initiativer, der sikrer energibesparelser, og med den nye afgiftssænkelse får private sommerhusejere et incitament til at omlægge til eldrevne varmepumper, som er et bedre alternativ end både de elpaneler og ældre brændeovne, vi finder i mange sommerhuse” siger Simon O. Rasmussen.

Loven, der træder i kraft den 1. februar 2019, er en udmøntning af aftalen om finansloven for 2019, der blev indgået den 30. november 2018 mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti.