fbpx
14. august 2020

Installatører kan hjælpe boligforeninger med flaskehalse for elbiler

Af: Michael Degn

Det behøver ikke være enormt dyrt at sikre nok strøm til et stigende antal ladepunkter til elbiler i boligforeninger. Det viser en konkret sag fra København.

Efter bare seks år var fire ladepunkter i en københavnsk boligforening langtfra nok til at matche efterspørgslen blandt beboerne. Men hidtil har det været en både bekostelig og besværlig affære at få ført nye kabler og udvidet med ekstra strøm til flere ladepunkter i boligforeninger. Det var også det indtryk foreningen i første omgang fik, da bestyrelsen begyndte at undersøge sagen.

– Vi sonderede markedet, og den første løsning, vi stødte på, var at udvide anlægget med en betydelig mængde strøm. Det var dog enormt dyrt, samtidigt med at vi var nødsaget til at benytte sparsomme kvadratmeter til en stor transformer i p-kælderen, udtaler Tomasz Goldman, formand for boligforeningen på Krøyers Plads ved Christianshavn.

Læs også: Manglende ladestandere svækker salget af elbiler

Bestyrelsen ville få svært ved at få den løsning igennem på generalforsamlingen og kontaktede herefter installationsfirmaet Uggerly Installation. Virksomheden fik guidet boligforeningen over mod en intelligent løsning, hvor de kunne udnytte den eksisterende elektriske kapacitet.

– Da jeg var med til at etablere de fire første ladestandere i foreningen, fandtes der ikke en løsning, som den Krøyers Plads har fået i dag. I stedet for at købe mere strøm fra forsyningsselskabet og opgradere installationen fordeler vi nu den eksisterende strøm dynamisk og intelligent ud til 20 nye ladestandere – og vi vil i fremtiden snildt kunne koble mange flere på, når behovet opstår. Det er en langt mere omkostningseffektiv og fleksibel løsning, som vi ikke har set på markedet før, siger Bo Reckeweg, afdelingschef og el-installatør fra Uggerly Installation, i en pressemeddelelse.

Intelligent opladning

Schneider Electric står bag styresystemet, EVlink Load Management System, der adskiller sig fra andre løsninger ved, at det fordeler boligforeningens eksisterende elektriske kapacitet intelligent ud fra en række brugerdefinerede parametre. For eksempel kan systemet registrere, at el-forbruget i lejlighederne om natten er lavt og så sende mere strøm ud til ladestanderne. Systemet på Krøyers plads er opsat, så der altid vil være nok strøm til at drive bygningens vitale funktioner. Det vil for eksempel sige, at i det korte tidsrum, hvor alle husets beboere laver mad og vasker tøj samtidigt, vil der ikke være nogen udsving på strømmen. Man vil højst opleve, at ladningen af elbilen går en lille smule langsommere, forklarer Schneider Electric, der samtidig påpeger, at beboere med et særligt stort behov for hurtig opladning kan få VIP-aftaler om lynladning.

Læs også: Danskere er klar til elbiler – bare ikke lige nu

Fremtidssikring

Hos Uggerly Installation er afdelingschefen ikke i tvivl om, at den slags løsninger er den rette vej at gå.

– Antallet af elbiler i Danmark er i markant vækst, og det er rigtig godt for vores samfund. Men som vi kan se, halser boligforeningerne efter. Vi skal have dem med ind i kampen. Og det kan vi med en løsning som på Krøyers Plads, der er simpel, og som kun kræver en mindre investering. I dag skal jeg ud til en ældre forening på Frederiksberg, som indtil nu har fået at vide, at det nærmest er umuligt at få opsat ladestandere hos dem, så jeg glæder mig til at overbringe dem nyheden om lidt, lyder det fra Bo Reckeweg.

Løsningen ikke kun god i eksisterende bygninger men kan også med fordel tænkes ind tidligt i projektfasen ved nybyggeri, forklarer Schneider Electric. Det kan udvides i takt med behovet stiger, så man ikke ender med et forældet anlæg efter få år.