12. juli 2019

Brand i amerikansk batterilager undersøges nu

Af: Amalie Klitgaard

Foto: APS

En brand i et batterilager i Arizona kan muligvis sætte en stopper for udrulningen af energilagre i USA.

I april måned udbrød en brand i et batterilager i Arizona, som sendte otte brandfolk og en politimand på hospitalet. Årsagen til uheldet undersøges nu af de amerikanske myndigheder. I mellemtiden skal amerikanske myndigheder, elselskaber og batterivirksomheder finde en balance mellem udrulning af teknologien og sikkerheden. Det skriver Ingeniøren.

Store batterilagre er populære blandt amerikanske netselskaber til at balancere udbud og efterspørgsel, men uheldet i Arizona skulle være første gang så stort et batterilager går i brand.

Rettere sagt er der tale om et 2MW/2MWH litiumion-batteri, som har navnet McMicken Energi Storage, består af 378 moduler og er ejet af netselskaber Arizona Public Service (APS). Det er et af to batterier, som blev installeret for at få erfaring med driften af den type batterier i et net med meget fluktuerende vedvarende energiproduktion.

Begge blev tilsluttet et område, som består af beboelseshuse med solceller på taget, med det mål, at kunne udglatte belastningen i forhold til solcelleproduktionen i området.

Kan påvirke udvikling
Ingeniøren skriver, at direktør i Joint Center for Energi Storage Research, et partnerskab mellem nationale laboratorier, universiteter og virksomheder finansieret af US Energy Department, George Crabtree siger, at uheldet skal tages meget alvorligt i forhold til udrulningen af batterilagre i USA:

– Jeg tror, ​​at alle indser, at for mange hændelser med sikkerheden (omkring batterilagre), vil være skadelige, så jeg tror, ​​det bliver taget meget alvorligt, siger han til AP via New York Times.