fbpx
07. maj 2021

Bravida satser stort på ladestanderne

Af: Michael Degn

Teknikentreprenøren vil ikke nøjes med at installere ladestandere til elbiler. Fremover vil virksomheden stå for en totalløsning, hvor forbrugsafregningen også er en del af pakken.

Under navnet Bravida Charge vil teknikentreprenøren fremover også favne forbrugsafregning ved de ladestandere, som virksomheden allerede sætter op for sine kunder. Der er tale om en totalløsning, som i sidste ende skal gøre det nemmere at vælge elbilen til.

– Vi oplever en del forespørgsler på åbne systemer til opladning af elbiler. Samtidig skulle vi bruge det til vores egen flåde af biler, siger Lone Vad, der er markedschef hos Bravida.

Det har nu resulteret i løsningen, hvor ladestander, installation, support, administration og afregning af strøm via en app er samlet i én løsning, som Bravida selv har udviklet.

Klar til voksende marked
Virksomheden har et erklæret mål om, at minimum 30 procent af bilflåden skal være fossilfri i 2025. Det skal den nye totalløsning hjælpe med til, men det rækker langt ud over virksomhedens egen verden. Alle skal kunne bruge ladestanderne uden at være låst til ét bestemt abonnement. Kunderne er blandt andet erhvervsvirksomheder, hoteller og boligforeninger, forklarer markedschefen, som forudser et stigende marked de kommende år.

– Installationen er selvfølgelig vores spidskompetence, men vi gør det for at imødekomme væksten på det her marked, siger Lone Vad.

Bravida Charge bliver først lanceret i Danmark og Sverige.