fbpx
07. oktober 2021

Brødrene Dahl køber Jens A

Af: Lasse Andersen

Brødrene Dahl køber el-grossisten Jens A. Jacobsen, så virksomheden fremover kan servicere både vvs-installatører og el-installatører på det professionelle marked.

Brødrene Dahl, som hidtil primært har været vvs-grossist, har opkøbt den ålborgensiske el-grossist Jens A. og bevæger sig dermed ind på elmarkedet.

Målet med opkøbet er ifølge Brødrene Dahl at kunne servicere kunderne bedst muligt i et marked, hvor et stigende antal løsninger går på tværs af faggrupperne vvs og el.

– Vi er rigtig glade for købet af Jens A., som fortsætter under sin eksisterende struktur og under sammen navn og organisation. Vi ser frem til at udvikle os sammen med den erfarne el-grossist, der er kendt for gode kunderelationer, og som vægter faglighed højt, siger COO hos Brødrene Dahl, Christian Deichmann og fortsætter:

– Strategisk arbejder vi videre på, at Brødrene Dahl med Jens A. i fremtiden kan tilbyde og håndtere alle løsninger inden for installationer, når det kommer til el og vvs.

Hos Jens A. har man også en stor tro på fremtiden.

– Det er det helt rigtige for os. Brødrene Dahl kommer og bliver en dygtig og stabil partner. Vi fortsætter ufortrødent med navn og organisation og får samtidig mulighed for at betjene endnu flere kunder. Koblingen mellem vvs og el bliver kun større i disse år, og vi ser frem til at samarbejde fremover, siger direktør hos Jens A., Torben Albrechtsen.

Brødrene Dahl har i øjeblikket 53 butikker over hele landet.

Købet er afhængigt af godkendelse fra Konkurrencemyndighederne.

Om Jens A. Jacobsen
Jens A. Jacobsen – etableret i 1952 – har faguddannede medarbejdere, som leverer personlig og teknisk rådgivning med stor fleksibilitet, tilgængelighed og service. Jens A. Jacobsen tilbyder og lagerfører et fuldt el-teknisk sortiment med fokus på el-installations materiel, belysning og automation fra 2 lokationer i henholdsvis Aalborg og Slagelse.