fbpx
04. december 2018

Caverion lander OPP-kontrakt til over 100 millioner

Af: Mikkel Svinth Rødgaard

Foto: Pressefoto/Illustration

Caverion er med i byggeriet af den nye Udlændingestyrelse i Næstved og har sikret sig en livscykluskontrakt på over 100 millioner kroner i et OPP-byggeri med Nordea Ejendomme for Bygningsstyrelsen.

Med denne niende OPP-kontrakt tager Caverion Danmark ansvar for den 10.000 kvadratmeter store bygnings drift og vedligehold i 20 år, når den står klar i december 2019.

Kontrakten i Næstved er helt i tråd med Caverions strategi.

– Denne OPP-kontrakt viser, at vi er med helt fremme, når det gælder livscyklus tankegangen fra vugge til grav. Projektet passer til vores strategi med livscyklusløsninger til byggerier og øget digitalisering, siger Michael Kirkegaard, direktør for Managed Services i Caverion.

Som ved de tidligere OPP-projekter, Caverion har deltaget i, er A. Enggaard OPP-leverandør.

Energiforbruget er tænkt ind fra begyndelsen
En stor fordel ved OPP-tankegangen er, at energiforbruget bliver tænkt ind allerede i byggefasen. Det er blandt andet udført på kontorbyggeriet på Kalvebod Brygge i København, hvor Caverion har stået for de tekniske installationer i byggeriet, der netop er blevet afleveret til Bygningsstyrelsen. Herefter står Caverion for drift og vedligehold af byggeriet de næste 20 år.

– Vi tænker energiforbruget ind i livscyklussen. OPP-modellen giver et godt incitament til fra begyndelsen at indarbejde den mest energieffektive løsning i byggeriet, siger direktør Michael Kirkegaard.

Caverion har medvirket i flere OPP-byggerier de senere år: Kalvebod Brygge i København, fire byretter, Landsretten i Viborg og Politistationen  i Holstebro. Senere i december afslutter Caverion arbejdet med de tekniske installationer på OPS-byggeriet af et kontorhus i Gellerup ved Aarhus. Her står Caverion efterfølgende for drift og vedligehold i 15 år.