fbpx
17. september 2020

Danmark får Euroskills i 2024

Af: Michael Degn

Efter en længere ansøgningsproces er det nu afgjort, at Danmark bliver vært for det europæiske mesterskab for erhvervsuddannelser.

Hele Europa kommer til Herning i 2024, når byen bliver det fysiske omdrejningspunkt for Euroskills. Europasmesterskaberne i den verdensomspændende  konkurrence for erhvervsuddannelser har længe været på ønskelisten, og nu er det så afgjort: Danmark bliver for først gang vært for Euroskills.

Læs også: Danmark går efter at få Euroskills

– Det er svært at få armene ned over, at Euroskills nu skal afholdes i Danmark. Euroskills er mere end en konkurrence. Det er en måde at rette spotlyset mod de mange spændende erhvervsuddannelser, der er, og de muligheder, det giver at være god til sit fag, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i en pressemeddelelse.

Op mod 700 unge fra mindst 30 forskellige lande vil komme til at konkurrere mod hinanden i Messecenter Herning. Forventningen er mellem 80.000 og 100.000 tilskuere i løbet af de tre dage, hvor deltagerne dyster mod hinanden i op mod 40 forskellige fag. Arrangementet er dermed et udstillingsvindue for hele Danmark i det gode håndværk og kvalitet. Det er chance for at vise udadtil, hvad vi står for, men også indadtil en mulighed for at inspirere kommende generationer af dygtige elever på erhvervsuddannelserne, lyder det blandt andet fra arbejdsmarkedets parter, region og kommune, der alle har arbejdet sammen om at få EM til Danmark.

Læs også: Her er DM i Skills-vinderne 2020

Euroskills blev sidst afholdt i Budapest i september 2018. Her var der 12 danske deltagere, som tilsammen opnåede tre sølvmedaljer, en bronzemedalje og to Medaillons of Excellence. Det næste Euroskills afholdes i Graz i Østrig januar 2021 (skubbet fra september 2020, grundet COVID-19) og i 2022 i Sankt Petersborg, Rusland.