fbpx
20. februar 2019

Design din varebil på nettet

Af: Mikkel Svinth Rødgaard

Foto: Sortimo

Nu kan man nemt og enkelt designe sin varebil præcis, som man vil have den. En ny webbaseret service giver varebilbrugere mulighed for selv at designe en skræddersyet folieindpakning til varebilen.

Varebilen er en rullende reklamesøjle. Det er på mange måder en oplagt måde at markedsføre sin virksomhed, og nu har Sortimo udviklet en løsning, som gør det enkelt og hurtigt at designe sin rullende reklamesøjle.

– Det har aldrig været lettere at få en varebil, der i den grad afspejler din personlige stil, og som eksponerer dit firma præcis, som du ønsker. Du får en vaskeægte rullende reklamesøjle, som giver dig masser af merværdi i form af gratis eksponering, når du er på farten, lover Michael Pettersson, som er adm. direktør i Sortimo.

Varebilindretningsleverandøren har nemlig udviklet mySortimo Graphics, som giver mulighed for en nem og effektiv måde at sætte sit eget personlige præg på varebilen. Man kan både vælge mellem en hurtig og enkel løsning, hvor folieindpakningen fremstilles ud fra de informationer, man taster ind i det brugervenlige system, og man kan også satse på en mere kreativ og individuel løsning ved hjælp af professionelle designskabeloner.

Ifølge Sortimo kræver systemet ikke noget forudgående kendskab til kreativt design, og brugerne bliver guidet gennem processen, så man når frem til præcis det foretrukne udseende på sin varebil. For eksempel kan man vælge kun at designe overflader, som er tilpasset ens varebilmodel. Desuden har man totalt prisoverblik gennem hele forløbet, så man undgår uforudsete omkostninger.