03. oktober 2019

EG køber CalWin

Af: Lasse Andersen

It-virksomheden EG har opkøbt  CalWin, der udvikler og leverer softwareløsninger til installatørbranchen.

CalWin, som i mere end 20 år har leveret software til installationsbranchen, er blevet overtaget af EG.

CEO i EG, Mikkel Bardram, forklarer, at der er et ”perfekt match” mellem CalWins og EG løsninger.

– Vi har samme fokus på at udvikle branchespecifikke softwareløsninger og på høj kundetilfredshed. Med opkøbet styrker EG sin markedsposition som leverandør af intelligente softwareløsninger til hele byggebranchen, siger Mikkel Bardram i en pressemeddelelse.

Carsten Rasmussen (billedet th.), der er CEO og founder i CalWin, forklarer, at man har valgt at sælge til EG, fordi virksomheden har de samme værdier og normer som CalWin.

– CalWin har dybe rødder i installationsmarkedet, og med EG’s solide fundament i den øvrige del af byggebranchen ser jeg den nye konstellation som en stærk og markedsledende spiller i hele byggebranchen fremadrettet, siger han.

Carsten Rasmussen fortsætter frem til årsskiftet som administrerende direktør i CalWin A/S og bliver derefter chef for EG’s forretningsområde Byg & Installation.

Sælger og køber ønsker ikke at oplyse salgsprisen.