fbpx
06. november 2020

El & Teknik-messen aflyses

Af: Lasse Andersen

På grund af corona-restriktionerne for afholdelse af messer er 2020-udgaven af El & Teknik-messen aflyst, oplyser arrangørerne.

El & Teknik messen skulle have løbet af stablen i Odense Congress Center i maj, men på grund af corona-pandemien valgte arrangørerne at udskyde til januar 2021. Men den plan er nu også skrinlagt og messen aflyses.

– Vi har som arrangører, siden flytningen, løbende forsøgt at tilpasse vores messekoncept, så afholdelsen af messen kunne opfylde de skiftende COVID-19-restriktioner, som Danmark har været underlagt siden marts måned, men vi har til sidst måtte erkende, at den messe, vi endte med at kunne tilbyde udstillerne, var et helt andet produkt end det udstillerne oprindeligt havde købt, siger Per Rømer Kofod, der er administrerende direktør for Veltek.

Veltek arrangerer messen sammen med Dansk Energi, og de to organisationer har spurgt de tilmeldte udstillere, om de var interesseret i at udstille under andre forhold end de oprindeligt planlagte. 84 procent af udstillerne ønskede ikke at udstille under de givne restriktioner – og det har arrangørerne altså valgt at lytte til.

El & Teknik er Danmarks største elfagmesse med op mod 180 udstillere og 8500 besøgende gæster. El & Teknik-messen afholdes hvert andet år i Odense Congress Center. Messen i 2022 planlægges afholdt den 3.- 5. maj og vil sætte fokus på el-branchens udvikling og grønne potentialer.