16. november 2018

Energifokuseret blikkenslager af hjertet

Af: Jesper Meldgaard

Foto: Jesper Meldgaard

Hos Hybel VVS Blikkenslager i Svendborg har man brugt de seneste par år på at trimme virksomheden, så man både står stærkere økonomisk og bedre kan holde fokus på det gode håndværk.

Det emmer af håndværkshistorie i det store mødelokale hos Hybel VVS. På væggene hænger billeder af de tidligere ejere ved siden af et sort/hvidt billede af det gamle hovedsæde på Frederiksgade, hvor et stort skilt på facaden proklamerede, at man stod foran byens blikkenslager og skifferdækker.

I dag er man rykket i nye lokaler i udkanten af Svendborg, og navnet er skiftet til Hybel VVS Blikkenslager. Men det er stadig kærligheden til faget, der driver indehaveren, Claus Hybel.

– Jeg er stadig blikkenslager af hjertet, og det bliver jeg ved med at være. Også selvom jeg til daglig føler mig mere som virksomhedsleder end håndværker, smiler han.

Selvom traditionerne holdes i hævd, har Hybel VVS de seneste par år gennemgået en voldsom udvikling og omstilling.

– Jeg fandt ud af, at det var umuligt at blive ved med at løse alle former for blikkenslager- og vvs-arbejde, hvis vi skulle blive ved med at levere den højeste kvalitet. Derfor har vi valgt at fokusere på tre ben, om jeg så må sige: Energioptimering, klimaskærm og rent drikkevand, forklarer Claus Hybel.

Professionelt farvel til fruen

Den nye strategi har også betydet, at ejeren har måttet træffe en række svære valg.

– Vi havde et år med røde tal på bundlinjen, som betød, at jeg tog et grundigt kig på blandt andet vores projektopgaver og kunne se, at vi ikke tjente nok på dem. Derfor besluttede jeg at skære projektafdelingen væk. Det betød, at vi måtte sige farvel til fem projektmontører, en overmontør og min kone, der sad i administrationen. Vi er dog stadig gift, konstaterer Claus Hybel.

Samtidig har Hybel VVS Blikkenslager solgt virksomhedens solcelleforretning til en kapitalfond, og alt i alt er man gået fra 22 medarbejdere, da man var størst, til i dag at være otte mand.

– Det har da været en hård proces, men den var nødvendig. Hvis vi skal overleve på langt sigt, så er det nødvendigt, at vi trimmer forretningen og fokuserer på de områder, hvor vi kan tjene penge. Både når det gælder blikkenslager- og vvs-arbejdet, vil vi få en stadig større rolle ikke kun som håndværkere men også som rådgivere for kunderne, og så er det nødvendigt, at vi har 100 procent styr på det, vi laver, siger Claus Hybel og uddyber:

– Det kan godt være angstprovokerende at sige farvel til et helt forretningsområde. For hvad så med kunderne, vil de stadig ringe, når de skal have løst den type opgaver, vi stadig laver? Men foreløbig ser det ud til at fungere.

Kvaliteten i højsædet

Hans talestrøm afbrydes jævnligt af larmende telefoner i forkontoret, så noget kunne tyde på, at kunderne i hvert fald ikke har glemt, at Hybel VVS Blikkenslager eksisterer.

– Vi har en god og krævende kundekreds. Men vi stiller også store krav til os selv – ikke mindst når det gælder blikkenslagerarbejdet. Det er en konkurrencepræget branche, hvor flere forskellige faggrupper kæmper om opgaverne. Og netop derfor er vi også nødt til at specialisere os. Vi har altid sat en ære i at lave tingene selv i hånden, og det er noget, kunderne sætter pris på, siger Claus Hybel.

Den store fokus på fagligheden betyder også, at virksomhedens blikkenslagere og vvs’ere løbende efteruddannes, så de konstant er på forkant med udviklingen på de forretningsområder, som Hybel VVS Blikkenslager fokuserer på.

– Der er stadig ikke så mange penge mellem hænderne på folk her på Sydfyn. Derfor skal vi også have argumenterne i orden, når vi skal overtale vores kunder til at betale lidt mere for at få lavet tingene ordentligt, siger Claus Hybel.

Samlede løsninger

Uden for på parkeringspladsen står et par af virksomhedens hvide varebiler med logoet på siden, hvor ordet ”blikkenslager” står med lidt mindre typer for neden. Og det er ikke helt tilfældigt.

– På den ene side vil vi gerne signalere, at vi laver både vvs- og blikkenslagerarbejde, men samtidig må vi også bare konstatere, at kunderne har svært ved at forholde sig til, hvad en blikkenslager egentlig laver. Og det er egentlig ærgerligt i en tid, hvor der virkelig er brug for at sætte fokus på det gode håndværk, siger Claus Hybel.

Han har dog aldrig overvejet helt at droppe ”blikkenslager” fra virksomhedens navn.

– Nej, det er en helt central del af vores og min identitet. Samtidig så er det et bevidst valg, at vi rummer både vvs- og blikkenslager-arbejdet i virksomheden. Det gør det blandt andet muligt for os at levere de samlede energieffektiviseringsløsninger, hvor vi leverer både varmepumper, klimaskærm og inddækninger og sikrer kunderne løsninger, som måske ikke nødvendigvis er de billigste her og nu, men som til gengæld virker og sparer dem penge på længere sigt, konstaterer han.

Den rette størrelse

Der er rigeligt at se til i Hybel VVS Blikkenslager i øjeblikket. Alligevel har Claus Hybel ingen ambitioner om, at virksomheden igen skal op på den mandskabsmæssige størrelse, den tidligere havde.

– Fordelen ved vores nuværende størrelse er, at vi også hurtigt kan sadle om, hvis det mod forventning skulle vise sig, at vi har ramt forbi med et eller flere af de områder, vi har valgt at satse på. Og vi vil blive ved med at fokusere forretningen. Så sent som for halvanden måned siden solgte vi for eksempel også vores gas- og oliefyrsservice fra, siger han.

Planen er ifølge Claus Hybel, at man fremadrettet vil satse endnu mere på især erhvervskunder, der går med planer om at energioptimere:

– Det er et område, jeg tror rigtig meget på og håber, at kunderne er med på vognen. For selvom jeg kører virksomheden med hjertet, så skulle vi også gerne kunne tjene penge på at være blikkenslagere.