24. september 2018

Erhvervssproglig blæksprutte blandt vvs’ere

Af: Mikkel Svinth Rødgaard

Foto: Selfie af Emilie Sewerin Nicolaisen

Emilie Sewerin Nicolaisen har mange funktioner og forskellige arbejdsopgaver i hendes rolle som direktionssekretær og HR-ansvarlig i Andersen & Heegaard. Det er naturligt i en branche, hvor fokus ligger på det tekniske og ikke på administration.

 

Hvad er din funktion?

Jeg sidder blandt andet med HR og ledelsessparring, og så er jeg desuden ansvarlig for at forhandle, genforhandle og implementere nye aftaler vedrørende eksempelvis telefoni, forsikring og arbejdstøj. I øjeblikket er vi for eksempel ved at implementere et nyt sygemeldingssystem og en ny webshop til bestilling af arbejdstøj. Derudover er jeg ansvarlig for vores administration.

Du har nok at lave…

Ja, det sker tit i den her branche. Mange virksomheder er vokset markant i forhold til antallet af montører, men de administrative funktioner er måske ikke vokset i samme fart. Fordi man ikke er vant til at have en administrativ funktion i de mindre virksomheder, så bliver der lagt mange spændende opgaver ind under den administrative kappe, når virksomheden så vokser.

 

Hvad er din baggrund?
Jeg er uddannet cand.ling.merc. i tysk og kommunikation. Det tyske bruger jeg ikke i det her arbejde, men min uddannelse giver en generel baggrund i forhold til, hvordan man griber projekter an, hvordan man strukturerer en hverdag og implementerer nye ting.

 

Hvordan er du havnet i branchen?
Jeg var på barsel og skulle tilbage til noget andet, og så ringede jeg til en tidligere kollega, som havde startet A&H Medical, der er et søsterselskab til Andersen & Heegaard. Han kunne godt se, at Andersen & Heegaard havde brug for sådan en som mig. Så derfor blev jeg ansat i begge selskaber i en nyoprettet stilling.

 

Hvad har overrasket dig mest ved branchen?
Jeg har kendt til branchen gennem min mand, som er uddannet vvs’er og nu arbejder på rådgiversiden, men der er stadig mange ting, der er kommet bag på mig. Det har for eksempel overrasket mig, hvor detaljerede teknikfagene er. Og hvor vigtigt det er på de store projekter, vi kører, at der er et tæt og godt samarbejde fra starten mellem bygherrer, rådgivere, entreprenører med videre. Jeg tror, mange tænker, at vvs’ere ’bare’ stiller toiletter op og trækker nogle rør, men vvs-faget indeholder meget mere end det.

 

Hvad kan du med dine kompetencer bidrage med, som andre ikke kan?
Min forestilling er, at jeg har nogle andre øjne på tingene, end vvs’erne og projektlederne har. Det gør forhåbentlig, at projektlederne kan koncentrere sig om projekterne og det faglige, og så kan mine kolleger og jeg i administrationen supportere dem, når de har brug for det.