02. august 2019

Fagforeningsformand forelskede sig i elektrikerfaget

Af: Amalie Klitgaard

Foto: Privat

Efter en sommer med et arbejdstynget hoved og søvnløse nætter besluttede den nu 50-årige Carsten Ulsøe at tage springet fra fagforeningen 3F til elektrikerfaget. Det har han ikke fortrudt.

<Brød>Hvad er din funktion?
Jeg har været voksenlærling i TH El-Teknik og er netop blevet færdiguddannet. Jeg har lavet traditionelle installationer i boliger og virksomheder.

Hvad er din baggrund?
Jeg blev butiksuddannet for 30 år siden, men har ikke arbejdet med det siden. Så blev jeg ufaglært på Danfoss i Silkeborg, hvor jeg blev tillært plastmager. Det arbejdede jeg med i 12-14 år. Så blev jeg fællestillidsrepræsentant på virksomheden, så næstformand i 3F i Silkeborg og til slut formand. Der var jeg i cirka syv år.

Hvordan er du havnet i installationsbranchen?
Jeg stoppede som formand, fordi jeg havde en periode, hvor jeg ikke kunne sove om natten og tænkte på arbejde hele tiden. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville stoppe, hvis det skete – så det gjorde jeg. Jeg troede, at jeg skulle arbejde med HR i en privat virksomhed, men det ville være mere af det samme. Efter at have søgt meget forskelligt i to – tre måneder ringede jeg til TH El-Teknik. Der gik to dage, og så havde jeg en læreplads.

Hvad kendte du til branchen, inden du begyndte at arbejde i den?
I 3F var jeg i berøring med mange medlemmer, som mistede deres arbejde under finanskrisen. Ofte er det dem nederst i jobhierarkiet, som ryger ud hurtigst. Ufaglærte brugte vi mange ressourcer på at efteruddanne. Der opdagede jeg de mange jobmuligheder inden for elektrikerfaget og besluttede, at hvis jeg fik chancen eller blev presset ud i det, så ville jeg gå den vej.

Hvad kan branchen blive bedre til?
Det er jeg for ny til at udtale mig om, men jeg har en holdning til den nye uddannelse, som jeg ikke er ret imponeret over. På min institution skal min svendeprøve være baseret på minimum tre moduler, som min virksomhed skal være godkendt til og instruere os i. Sådan fungerer det ikke nødvendigvis i virkeligheden. Derfor har man potentielt kun snuset til det, hvorved svendeprøven ikke altid viser ens håndværksmæssige evner.

Hvad er branchen god til?
Man er god til at sælge faget som den bedste håndværksuddannelse, man kan få. Jeg synes også selv, at det er det bedste håndværksfag.

Hvad kan du bidrage med, som andre ikke kan?
Jeg kan bidrage med viden om verden, arbejdsmarkedet og arbejdsforhold, som jeg har på grund af min alder og arbejdserfaring. Min modenhed gør, at jeg hurtigt kan tage lærlinge under mine vinger. Ude på skolerne, hvor de unge er nye i arbejdslivet, har vi fået mange snakke om, at når man har et arbejde, så har man en forpligtigelse. Folk forventer noget af en.

Hvad er den største forskel sammenlignet med dine tidligere job?
Frihed. Og så har det stor betydning, at det, man laver, er i orden. For det har kæmpe betydning for slutbrugerens sikkerhed. Hvis vi laver fejl, er det menneskeliv, vi snakker om.