fbpx
04. februar 2021

FLD har tabt millioner på nedlukning

Af: Michael Degn

FL&Davidsen har mærket nedlukning og hjemmeundervisning på bundlinjen. Og installationsvirksomheden er ikke alene. Ny rapport peger på et nationalt produktionstab på et trecifret millionbeløb for hver lukkedag.

I løbet af coronakrisen har installationsbranchen langtfra været blandt de hårdest ramte brancher. Alligevel mærker branchen nu også krisen kradse. Det gælder eksempelvis Finn L & Davidsen (FLD), der i januar har mærket konsekvenserne af nedlukning og hjemmepasning på bundlinjen.

– Vi har haft en omsætningsnedgang på mellem tre til fem millioner kroner her i januar måned. Det skyldes, at vi sender færre tilbud ud. Det er en kædereaktion. Dem, vi sender tilbud ud til, de er også hjemme og måske mindre effektive. Så bliver der mangel på den type opgaver, siger Lasse Houengaard (billedet), der er administrerende direktør i FLD i et interview med DR.

Millionerne fosser ud
Installationsbranchen er langtfra de eneste til at mærke de negative konsekvenser af medarbejdere, der skal jonglere med fuldtidsarbejde og hjemmeundervisning. En ny rapport fra en økonomisk ekspertgruppe forsøger at sætte tal på de økonomiske konsekvenser blandt andet. Særligt hjemmeundervisningen af de mindste skolebørn koster dyrt på bundlinjen. Ifølge ekspertgruppen er det cirka 2,5 procent af bruttonationalproduktet (BNP) hver eneste dag med nedlukning. Ifølge DR svarer det i værste fald til et samfundsøkonomisk tab på op mod en milliard kroner om ugen.

Hos FLD har nedlukningen især konsekvenser for halvdelen af virksomhedens 150 medarbejdere, som har små børn.

– De begynder at være pressede. Det er hårdt både at skulle være familiefar eller mor og så at skulle passe sit job på fuld tid. Dem med store børn er godt kørende. Det er dem, der har små børn, hvor vi kan mærke problemet, siger Lasse Houengaard til DR.

Nedlukning giver efterslæb
Mandag den 8. februar begynder de mindste skoleelever fra 0. til 4. klasse igen i skole efter at have været hjemsendt siden 21. december. Det er direktøren naturligvis glad for, men det er ikke ensbetydende med, at alle kvaler er forduftet. Nedlukningen kommer til at trække et efterslæb bag sig, som skal indhentes.

– Hvis du trækker 20-30 procent ud af produktionen på grund af hjemmeskolingen, så kommer der et efterslæb, der skal indhentes. Hvis vi skal lære af første nedlukning, så rettede det sig meget hurtigt. Det kan man håbe på, men samtidig har nedlukningen denne gang været længere, siger Lasse Houengaard til Installationsmedierne.

I hans optik er det især de afledte konsekvenser af nedlukningen, der bekymrer.

– Jeg har svært ved at se, at detailhandlen vil sætte gang i renoveringer i 2021 efter at have været lukket ned så lang tid eksempelvis, siger Lasse Houengaard.