fbpx
17. maj 2021

Flere medarbejdere udskyder pensionen

Af: Andreas Ebbesen Jensen

Den 71-årige elektriker Børge Christensen vil gerne arbejde og har ingen planer om at stille værktøjskassen på hylden. Han er langt fra ene om at udskyde pensionistlivet. De seneste ti år er antallet af aktive i branchen over 67 år fordoblet i Danmark.

Børge Christensens dag starter tidligere end de flestes. Når vækkeuret viser 03:30, står den 71-årige elektriker ud af sin seng. Efter morgenmaden trækker han i arbejdstøjet og kører ind til sin arbejdsplads hos BE Installationer i Viborg. Klokken har sjældent passeret 06:00, når han møder ind i virksomheden, der tæller 120 medarbejdere. Sådan har rutinen været, siden han blev ansat for knap to årtier siden. Børge Christensen er altid den første, der møder ind – og til tider også den sidste, der stempler ud.

– Siden jeg var en lille dreng, har jeg altid været vant til at bestille noget. Jeg elsker at arbejde og holde mig i gang. Det kan tælles på én hånd de gange, jeg har været ked af at komme på arbejde, siger han.

Børge Christensen er del af en stigende tendens på det danske arbejdsmarked. En undersøgelse fra 2019 foretaget af VIVE på vegne af Beskæftigelsesministeriet viser, at andelen af personer over 67 år, der stadig arbejder, er fordoblet på 15 år. En del af forklaringen ligger i, at vi generelt lever længere og har flere år med godt helbred. I 1997 stoppede 36 procent af de ældre på arbejdsmarkedet på grund af dårligt helbred. I 2017 var det tal faldet til 23 procent.

Den samme udvikling gør sig også gældende i installationsbranchen. De seneste tal viser, at antallet af aktive over 67 år er fordoblet de seneste ti år. Tidligere blev branchens medarbejdere nedslidt, men nu har nye teknologier og en sundere arbejdskultur øget medarbejdernes tid på arbejdspladserne. Det fortæller Maria Schougaard Berntsen, der er cheføkonom hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.

– Den teknologiske udvikling har gjort arbejdet mindre nedslidende det seneste årti. Lige så vigtigt er der også blevet ryddet op i den såkaldte Tarzan-kultur, som har præget branchen. Hvor det tidligere var fedt at vise sine kollegaer, hvor meget man kunne bære selv, så hjælpes man i dag ad i langt højere grad. Den kulturændring har givet mere plads til de ældre medarbejdere, siger hun.

Børge Christensen, 71, er blandt de mest aktive medarbejdere hos BE Installationer. Han har ingen planer om seniorordning, nedsat tid eller pensionering foreløbig.

Gylden kombination
Da Børge Christensen blev færdiguddannet elektriker i efteråret 1969, knoklede han primært med at løse opgaver ude på landet. I dag foregår alt arbejdet inde i byen, hvor han primært løser småopgaver som fejlfindinger og lignende for særligt den ældre del af befolkningen i Viborg Kommune. Opslidende arbejde på store byggerier har Børge Christensen for længst lagt bag sig. Det er dog vigtigt for ham at slå fast, at han ikke bliver behandlet med fløjlshandsker hos BE Installationer, blot fordi han er oppe i årene.

– Ud over at jeg undgår tunge løft, bliver der ikke taget særlige hensyn til mig. Og hvorfor skulle der også det? Jeg er jo ved godt helbred og nyder at arbejde på lige fod med alle de andre, siger han. Når det kommer til at arbejde med de nyeste teknologier, falder arbejdsmoralen dog en smule hos Børge Christensen.

– Dem lader jeg mine yngre kollegaer kaste sig over. Det vil de også hellere end gerne, siger han.

Børge Christensen er den ældste medarbejder hos BE Installationer, men den 120 mand store arbejdsstyrke tæller også en håndfuld medarbejdere i starten og midten af tresserne. Og den blanding af årgange kan bane vej for succes, mener Maria Schougaard Berntsen.

– Kombinationen af erfarne og nye kræfter er virkelig sund for en virksomhed. Den åbner op for det bedste af to verdener. På den ene side har du de erfarne medarbejdere, som mestrer købmandsskabet og håndværket til fingerspidserne. På den anden side har du de unge og ambitiøse medarbejdere, der er i besiddelse af den nyeste viden og ikke er blege for at kaste sig over nye teknologier, siger hun.

Klar tale
Brian Bryrup er direktør hos BE Installationer og kan godt nikke genkendende til værdien af den erfaring, som Børge Christensen bidrager med.

– Børge udstråler en enorm ro og besidder en stor basisviden om håndværket, som er guld værd. Han har i årevis påtaget sig en mentorrolle for de yngre medarbejdere og gør en dyd ud af, at nye lærlinge hurtigt føler sig velkomne, fortæller han.

Brian Bryrup, der er direktør i BE Installationer, fremhæver, at ældre medarbejdere som Børge Christensen i højere grad tør udfordre deres leder. Det er sundt, mener han.

Direktøren for BE Installationer er i slutningen af 30’erne og kunne i teorien være Børge Christensens søn. Aldersforskellen spiller dog ikke den store rolle for Brian Bryrup. Der er nemlig ikke den store forskel på at lede en 21-årig grønskolling og en 71-årig garvet rotte, mener han.

– Som leder er det vigtigste, at man lytter til de ansattes behov og udviser fleksibilitet over for de opgaver og den arbejdstid, de ønsker. Og det er lige meget, om de er 21 år eller 71 år, siger han.

Med alderen kommer typisk en større selvtillid og en mere udtalt vilje til at tage bladet fra munden og råbe højt, hvis man er utilfreds med tingenes tilstand. Og her er Børge Christensen ingen undtagelse.

– Jeg er meget åbenmundet, og hvis jeg oplever, at der for eksempel finder mobning sted på arbejdspladsen, eller hvis jeg ikke føler mig godt nok informeret om mine arbejdsopgaver, så påtaler jeg det direkte til Brian. Jeg har ikke så mange hæmninger, hvad det angår. De forsvinder langsomt med alderen, siger han.

Brian Bryrup hilser Børge Christensens bramfri facon velkommen. Den er nemlig med til at styrke ham som leder, forklarer han.

– Ældre medarbejdere som Børge har lidt mere hår på brystet og er ikke bange for at udfordre mig. Og det er jeg sådan set kun glad for. Det er sundt at få noget modspil, for jeg laver jo fejl som alle andre, siger han.

Avisbud på 85 år
Børge Christensen arbejder stadig på fuld tid, og intet tyder på, at han har i sinde at benytte sig af en såkaldt seniorordning og gå ned i tid lige foreløbigt. Faktisk hører han til blandt de mest aktive medarbejdere i BE Installationer.

Hver fredag står Børge Christensen for at indkøbe og kokkerere middagsmad til de omkring 20 medarbejdere, som tropper op til den ugentlige fredagsbar. Under det årlige 24 timers løb i Viborg sørger han for at levere mad til dem fra virksomheden, der deltager i løbet. Og så bestyrer han virksomhedens vagtskema, som skal sikre, at der står medarbejdere på spring, når kunderne henvender sig uden for åbningstiderne.

Selv når han ikke er på arbejde, får Børge Christensen en masse fra hånden. Sidst han holdt en uge fri, brugte han fridagene på at anlægge en terrasse i sit sommerhus sammen med sin storebror på 85 år. Storebroderen kan i øvrigt heller ikke slippe arbejdsmarkedet. Han kører stadig med aviser et par gange om ugen.

Pensionisttilværelsen synes altså ikke at ligge i generne hos Børge Christensen. Han er dog klar over, at også hans tid som elektriker har en udløbsdato. Indtil han mister lysten til at gå på arbejde eller kroppen siger stop, vil Børge Christensen dog fortsætte hos BE Installationer.

– Jeg har ingen intentioner om at stoppe. Så længe mit helbred kan holde til det, så bliver jeg ved. Jeg har set alt for mange sætte sig hen i en stol og forsumpe, så snart de forlader arbejdsmarkedet. Og så går der tre måneder, så er de her ikke længere, siger han.