fbpx
04. maj 2020

Gamle servicevogne bliver ulovlige

Af: Michael Degn

Fra 1. juli er det slut med at køre rundt i gamle diesel-varevogne uden partikelfilter i landets største byer.

Er din dieseldrevne servicebil over 13 år, så må du fra 1. juli ikke køre ud på opgaver i landets fire største byer – medmindre der er sat partikelfilter på. Det er resultatet af en ny lovgivning, som træder i kraft for at mindske luftforureningen i byerne.

Få overblikket: Her er miljøzonerne

De nye regler rammer blandt andre Michael Sørensen, der er medindehaver af El-Hjørnet på Frederiksberg, som også er omfattet af forbuddet. Han har to gamle dieseldrevne servicevogne, hvoraf den ene er fra 2005 og derfor falder for aldersgrænsen.

– Det er ærgerligt, når vi har en bil, der er brugbar. Hvis jeg kunne sætte partikelfilter på den, så havde jeg valgt at få det gjort, men det kan ikke lade sig gøre på den, siger Michael Sørensen.

Begge biler er Toyota Hiace, som er kendt for at være ualmindeligt langtidsholdbare. Den anden bil sniger sig lige op over aldersgrænsen, da den er fra 2007 og i øvrigt også har partikelfilter. Derudover har firmaet fire andre servicevogne, der er mellem fire og seks år gamle. El-Hjørnet har nemlig altid købt brugte varebiler i den alder for til gengæld at have dem i 10-12 år.

– ­Vi er måske lidt atypiske på den måde, men det giver bedst mening. Det er den billigste måde at have varevogne på, når de holder så godt, som de gamle Hiace’er gør, siger Michael Sørensen.

Efterlyser grønt tilskud

Han har fuld forståelse for, at politikerne gerne vil gøre noget for at mindske den sundhedsskadelige luftforurening i landets største byer: København, Frederiksberg, Aarhus, Odense og Aalborg. Alligevel mener han, at det burde være koblet op på et grønt tilskud.

Læs også: EL:CON investerer i grønne arbejdsbiler

– Der skulle være et større incitament til at købe en af de mest miljøvenlige biler. Jeg ville for eksempel gerne købe en hybridbil som varevogn, men de er stadig så meget dyrere. Når økonomi og miljøhensyn står over for hinanden, så er det tit økonomien, der vinder i sidste ende, siger Michael Sørensen.

Tusinder af biler i fare

Miljøzonerne er ikke noget nyt, men indtil videre har kun busser og lastbiler været omfattet. Nu bliver kravene skærpet, og som noget nyt bliver varevogne også omfattet af reglerne. Kameraer vil fange synderne ved at aflæse nummerpladerne i miljøzonerne. Efter en overgangsperiode frem til 1. oktober vanker der herefter bøder, hvis man overtræder reglerne.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der per 1. januar i år var 65.812 varebiler på 14 år og ældre. Statistikken viser ikke, hvor mange af dem der kører på diesel, men at dømme ud fra Danmarks Statistiks andre nøgletal er det sandsynligvis omkring 2/3-del – altså i omegnen af 40.000 varevogne.