fbpx
03. januar 2019

LM satser på ekspreslevering i København

Af: Lasse Andersen

Dag til dag-levering er ikke altid hurtigt nok for håndværkere i København. Derfor giver Lemvigh-Müller butiks- og ekspresleveringsservicen i hovedstaden et boost og ruller et nyt koncept ud under navnet ’CityExpres’.

CityExpres giver håndværkere i København straks-adgang til et udvidet sortiment af vvs- og el-produkter samt værktøj og værnemidler. Hele 11.500 varenumre kan fremover fås med det samme – enten ved afhentning i Lemvigh-Müllers håndværkerbutik i Teglholmsgade eller ved ekspreslevering, hvor varerne bliver leveret til det ønskede arbejdssted på en time.

Læs også: Selvhenter eller udbringning? Brug grossisternes løsninger med omtanke

Christian Herbert (billedet), der er kommerciel direktør i Lemvigh-Müller, forklarer i en pressemeddelelse at LMs kunder i de større byer i stigende grad ønsker kunne få varerne med det samme.

– Det gælder montører, der kører service hos virksomheder eller har spjældopgaver for private, og som ikke altid planlægge, hvilke materialer de får brug for. CityExpres er også til håndværkere og entreprenører på de mange byggerier, der er i gang i København. De kender også til pludselig at mangle den rigtige bit til skruemaskinen, nogle bestemte rør og fittings eller en rulle kabel, og ved, hvor vigtigt det er at komme hurtigt videre, siger han.

Der er gået ’københavneri’ i sortimentet
CityExpres-sortimentet er bygget specifikt op til København.

– En del af de 11.500 varenumre findes i vores typiske butikssortiment. Vi har dog taget højde for den københavnske bygningsmasse, som består af både gamle ejendomme med ældre installationer og nye og gamle etageejendomme med mange boliger. Det stiller nogle andre krav til for eksempel rør og fittings på vand og varme”, siger Christian Herbert.

Handlefrihed for håndværkere
Der er en trend i tiden, at nogle håndværkere foretrækker at få varerne leveret ekspres fremfor selv at hente varer hos grossisten. Lemvigh-Müller oplever dog, at mange stadig gerne vil bruge butikkerne:

– Kunderne har forskellige måder at arbejde på og forskellige præferencer for, hvordan de ønsker at få varer. Derfor tror vi ikke på ‘one size fits all’-løsninger. Handlefrihed er, sammen med hurtighed og varetilgængelighed, en central del af CityExpres-konceptet, siger Christian Herbert.

Ud over det ekstra store straks-sortiment er Lemvigh-Müllers City-butik blevet ombygget og har fået udvidet åbningstid. Der er planer om at rulle CityExpres ud i Aarhus og Odense senere på året.