14. maj 2019

Grossist vinder pris for brug af kunstig intelligens

Af: Lasse Andersen

Med en ambition om har forbedre kundeoplevelsen har Lemvigh-Müller taget kunstig intelligens i brug. Nu har grossisten vundet en pris for indsatsen.

Lemvigh-Müller tog for et år siden IBM’s kunstige intelligens ’Watson Explorer’ i brug som en digital salgsassistent. Det er gået så godt, at grossisten vandt sølv i kategorien ’AI og Analytics’ til Danish Digital Award 2019, der løb af stablen 9. maj.

– Vi satser på kunstig intelligens, som vi ser som en nøgle dels til bedre kundeoplevelser, dels til øget konkurrenceevne. Vi er selvfølgelig enormt glade for og stolte over at have vundet sølv lige præcis i kategorien ’AI og Analytics’. Det fortæller nemlig, at vi er helt på rette spor, siger økonomidirektør Tony Christensen, der har haft ansvaret for implementeringen af Watson i Lemvigh-Müller, i en pressemeddelelse.

Håndværkere får hurtigere hjælp
Juryen har i sin begrundelse netop fremhævet, at Watson har gjort det muligt at øge kundeoplevelsen. Lemvigh-Müllers kunder er typisk håndværkere og installatører, og det kan være lidt af et detektivarbejde at hjælpe dem, når de ringer ind for at få hjælp til at finde sikkerhedssko, slagboremaskiner, befæstelse og vvs- og el-materiel blandt Lemvigh-Müllers 350.000 varenumre. Nogle gange har de kun et billede af det ønskede produkt, andre gange efterspørger de et udgået produkt, eller de er i tvivl om, hvilke komponenter de skal bruge til en bestemt opgave.

Hvor Lemvigh-Müllers sælgere tidligere har skullet klikke sig igennem mange skærmbilleder i flere forskellige systemer, tager søgningen med Watson nu kun et par sekunder i ét system, fordi den søger i alle produktinformationer på en gang og kobler informationer på tværs af systemer.