12. december 2018

”Det er ikke blevet lettere at være virksomhedsejer”

Af: Jesper Melgaard

For Arne Holm er arbejdet i TEKNIQ-råd Syddanmark en mulighed for at være med til at påvirke en branche, der udvikler sig i lyntempo.

Hvorfor har du valgt at blive en del af TEKNIQ-råd Syddanmark?
Jeg synes, det er rart at få input udefra og høre, hvad der rører sig ude i verden. Samtidig vil jeg gerne være med til at præge og udvikle branchen. Det kan TEKNIQ-rådene hjælpe med til. Blandt andet vil jeg gerne arbejde for at styrke samarbejdet mellem branchens virksomheder, for det er vi generelt dårlige til. Lad os da holde opgaverne inden for egne rækker i stedet for at overlade eksempelvis automationsopgaverne til automationsfirmaer. Vi er så bange for at tabe kunder til hinanden, så vi helt dropper muligheden for at samarbejde. Det er en grundholdning, vi virkelig har brug for at ændre.

Hvordan har du det med, at du som TEKNIQ-rådsmedlem også fungerer som talsmand for TEKNIQ?
Det er fint. Jeg føler selv, jeg er med til at bidrage til de holdninger, vi er talsmænd for. Og så længe budskaberne holder sig indenfor noget, jeg kan stå inde for, så er det positivt, at man kan få dem ud til omverdenen.

Hvad er efter din mening den største udfordring for branchen lige nu?
Det er at skaffe mandskab. Det er nok en udfordring, vi vil have mange år frem. Derfor har vi selv seks lærlinge og vil blive ved med at have mange lærlinge. Men alligevel kan vi godt mærke, at det kan være svært at skaffe især specialiserede medarbejdere indenfor automation. Bjert er ikke en by, der i sig selv trækker folk til – slet ikke når vi blandt andet konkurrerer med Vestas om de samme folk. Så det er virkelig en udfordring, og der er brug for, at både vi og resten af branchen tænker i nye løsninger.

Hos os betyder det eksempelvis, at vi er begyndt at uddanne vores egne folk til automationsteknologer og på den måde får ansatte, der både kan det faglige og samtidig er en helt naturlig del af den virksomhedskultur, vi har hos os. Det tager noget tid, men det hjælper os med at holde på de dygtige medarbejdere.

Hvorfor er det så svært at få folk til at engagere sig i organisationsarbejdet?
Jeg tror, at det et langt stykke hen ad vejen handler om generationsforskelle. For min generation har det været naturligt at engagere sig i alt muligt, men de unge, der stadig er i gang med at bygge noget nyt op, kan måske ikke finde energi til at gå ind i organisationsarbejdet. For det er ikke blevet lettere at være virksomhedsejer de senere år – bare se på sådan noget som de nye persondataregler, de kan tage pusten fra selv den bedste.

Hvorfor er der brug for TEKNIQ-rådene?
Som branche har vi brug for en stærk platform, når vi skal ud med vores budskaber og påvirke politikerne i de enkelte regioner. Det kan være svært at gøre ovre fra hovedstaden. Men samtidig så er det altså vigtigt at have et sted, hvor man kan hente ny inspiration til den daglige drift af virksomheden, og der kan de timer, man bruger på TEKNIQ-rådet, være rigtig godt givet ud.

Hvad bliver den største opgave for TEKNIQ de kommende år?
Først og fremmest er det vigtigt, at TEKNIQ bliver ved med at hjælpe virksomhederne med alle de praktiske ting, vi som virksomhedsejere støder ind i. For det er som sagt ikke blevet lettere at drive sin egen forretning. Vi får også brug for at holde de tekniske skoler i ørene de kommende år, når vi skal trække flere unge til branchen.

Men ellers så tror jeg, at den vigtigste opgave for TEKNIQ de kommende år bliver at lægge kursen for en branche, der hele tiden forandrer sig og bliver mere og mere opdelt og specialiseret. Det kræver, at man har en god fornemmelse af, hvordan man som branche kan favne alle de forskellige former for specialområder og udfordringer, vi som installatører står overfor.

Hvem
Arne Holm er administrerende direktør i AB Electric og er næstformand i TEKNIQ-råd Syddanmark.

Hvad
Virksomheden blev stiftet i 1980 og har i dag cirka 50 medarbejdere. AB Electric beskæftiger sig blandt andet med traditionelt elarbejde og automation. Kundekredsen omfatter både privat- og erhvervskunder.

Hvor
AB Electric og Arne Holm og har til huse i Bjert ved Kolding.