fbpx
16. oktober 2018

Initiativ fra 1991 gør din hverdag lettere

Af: Per Rømer Kofod. Redigeret af Lasse Andersen

ETIM er den førende industristandard til formidling af el-produkters stamdata i Europa, og systemet gør det hver dag nemmere for installatørerne at finde de rigtige produkter til en given opgave.

Tilbage i 1991, da internettet stadig lå i sin vugge på et amerikansk universitet, var noget af det nyeste, at produkter med tilhørende produktdata kunne præsenteres digitalt. I slutningen af 1980’erne var de første leverandører og grossister begyndt at udsende deres produktkataloger elektronisk, leveret på disketter, også kaldet ”Floppy Discs”, i stedet for produktkataloger på tykkelse med telefonbøger. Hvis du selv var i branchen på det tidspunkt, så syntes du måske, ligesom jeg, at de elektroniske kataloger var noget nyt og smart, men fakta er, at det var de ikke. Der var blot tale om de samme kataloger, præsenteret på en computerskærm i stedet for papir.

Standardiserede data

Det var på samme tid, at hollandske installatører blev enige om, at de selv måtte tage affære. For hvad hjælper det at have store mængder produktdata til sin rådighed, hvis man ikke nemt kan sammenligne produkterne på tværs af fabrikanter? Der var stort behov for, at producenterne og leverandørerne leverede standardiserede produktdata. Det blev startskuddet til det, som producenter og leverandører i dag kender som ETIM. ETIM stod oprindeligt for Electro-Technical Information Model, men meget belejligt, som ETIM bredte sig til flere brancher og lande, kunne man generalisere betydningen uden at ændre det, så ETIM i dag betyder European Technical Information Model. ETIM omfattede oprindeligt kun el-komponenter, men har siden bredt sig til også at omfatte VVS, HVAC og byggematerialer.

Drives af hollandsk installatør

Siden 2009, hvor ETIM International blev etableret er standardiseringsarbejdet blevet varetaget af producenternes og leverandørernes organisationer, men det er dog stadig en tidligere hollandsk installatør, som driver ETIM International. ETIM International ligger i Belgien og er samlingspunkt for de nuværende 18 medlemslande, heraf 15 vesteuropæiske, 1 østeuropæisk + USA/Canada og Rusland. En medlemsskare som kun bliver større. For Danmarks vedkommende har vi været med siden 2014, og i dag har ETIM Danmark til huse i Herlev hos VELTEK.

Og hvorfor er ETIM så relevant for installationsbranchen i dag? Måske har du bemærket, at det er blevet væsentlig lettere at finde de rigtige produkter til en given opgave, når du for eksempel køber ind via en grossist. Flere og flere af grossisters webshops har nu fået godt styr på den struktur, hvormed produkterne kategoriseres, og når du har fundet den rette produktkategori, kan du let filtrere på de produktegenskaber, du har behov for i en konkret situation. Til sidst sidder du med et fuldstændigt overblik over alle de produkter, uanset producent, som tilbyder de rette egenskaber til opgaven. Den grundlæggende model og struktur, som ligger bag disse webshops, er i høj grad baseret på ETIM-data.

Reducerer omkostninger

De standardiserede ETIM-data giver dog ikke kun fordele for installatørerne, men til hele værdikæden i branchen. Produktdata kan nu sendes direkte fra leverandør til grossist, og hvis grossisten har opbygget sin webshop efter ETIM standarden, kan data derefter direkte indlæses i webshoppen, uden at der er behov for manuelt at tjekke data, udfylde manglende data og være i dialog med leverandøren om de mulige fejl. ETIM gør det så simpelt, at grossistens webshop i princippet altid kan holde sig opdateret, og man undgår manglende, forældede og ikke sammenlignelige data. Derfor er standarden så populær hos grossisterne. ETIM reducerer dermed både omkostninger i hele værdikæden, og de nyeste produkter har en markant hurtigere time-to-market end tidligere.

Og ligesom resten af digitaliseringen er der ikke slutdato på ETIM. Nye typer af produkter, nye egenskaber for eksisterende produkter, nye lande, nye brugere og alle mulige øvrige ændringer kræver, at ETIM konstant udvikler sig og tilpasses af medlemslandenes organisationer. ETIM rummer i dag cirka 150 produktgrupper – for eksempel gruppen ”kabler”- der har mere end 5000 produktklasser, som hver har én eller mange egenskaber tilknyttet (for eksempel: længde, specifik tykkelse og farve), og det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad ETIM kan udvikle sig til at rumme i fremtiden.

Og i Danmark udvikler ETIM sig rigtig hurtigt. I de senere år er det grossisterne, som er gået foran med ETIM, men flere og flere leverandører begynder at hoppe ombord på toget, så de dermed nemmere kan udkomme med de nyeste produkter til slutkunderne – installatørerne.