fbpx
11. februar 2021

Installatører kan se frem til mere bygningsdata

Af: Michael Degn

Et nyt forsøg skal samle bygningsdata, som blandt andre installatørerne kan bruge til at få bedre overblik over mulighederne for energieffektivisering.

I dag kan det være lidt af en prøvelse at få de rigtige oplysninger om energiforbruget i danske bygninger. Det prøver et nyt forsøgsprojekt nu at gøre op med ved at skabe en såkaldt bygningshub. Den skal blandt andre give installatørerne bedre mulighed for finde frem til de energirenoveringer, der giver mest værdi for kunderne.

Læs også: Mariendal-direktør: De små har brug for hjælp

– Vi ved af erfaring, at det giver en stor værdi, når vi samler data, så de kan kombineres på kryds og tværs. Der findes allerede gode data, som kan bidrage til forståelsen af bygningers energiforbrug. Nu skal vi så sørge for at de data kan tilgås og bruges for eksempel til at fremme energieffektivisering i bygninger, siger Stine Leth Rasmussen, vicedirektør i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, i en pressemeddelelse.

Data kan hjælpe omsætningen på vej
I første omgang er det data fra 62.000 kunder hos AffaldVarme Aarhus, der skal danne baggrund for projektet, som i sidste ende kan ende med en nationalt dækkende bygningshub. Og netop den løsning er noget, installatørerne kan se frem til, lyder det fra Energidata, der igennem de seneste 20 år har specialiseret sig i energieffektivisering.

– Når man via data kan se, at der er noget galt med energiforbruget i en bygning, så skal ejeren have besked om det plus et bud på en løsning. For eksempel at han bør kontakte en vvs’er for at se nærmere på det, siger Martin Gordon Andersen, der er distriktchef i Energidata.

En landsdækkende samling af bygningernes forbrug, ville give meget større mulighed for at sammenligne på tværs af bygninger, og finde de bedste energirenoveringer til hver enkelt bygning, forklarer han. På den måde er der måde økonomisk og miljømæssig gevinster at hente.

Læs også: Data rykker ind på badeværelset

Bygningshubben samler BBR-data, vejrudsigter, energimærke samt varme- og elforbrug i et fælles system, hvor det er let at få adgang til dataene, så de kan bruges klogt.

De første resultater forventes at være klar efter sommeren, og testperioden løber frem til 2022. Energistyrelsen, Aarhus Kommune, AffaldVarme Aarhus, Energinet og Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (SDFE) står i fællesskab bag forsøgsprojektet.