fbpx
01. oktober 2020

Installatører stadig coronaramte et halvt år efter nedlukning

Af: Jesper Melgaard

Installationsvirksomhederne er fortsat mærket af nedgang, viser nye tal fra Danmarks Statistik, men der er dog tegn på opklaring i horisonten.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 69 procent af elinstallatørerne og 50 procent af vvs- og blikkenslagerforretningerne oplevede et fald i omsætningen den forgangne måned i forhold til normalen på grund af coronapandemien. Og selvom der er fremgang at spore, er der indenfor hver branche stor forskel på, hvordan de enkelte virksomheder påvirkes.

– Nogen er helt sikkert ved at være trætte af corona-pandemien og al snakken, der følger med. Og flere virksomheder er da også nået dertil, hvor de ikke længere mærker det på omsætningen – især inden for vvs- og blikkenslagerbranchen. Alligevel mærker syv ud af ti stadig coronapandemien på omsætningen inden for elbranchen, ligesom det er tilfældet for hver anden virksomhed i vvs-branchen. Så for rigtig mange er tingene altså endnu ikke vendt tilbage til ”de gode gamle dage” før coronapandemien, siger Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom i TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Langsomt fremad for økonomien

Cirka en måned efter nedlukningen var det 77 procent af el-installatørerne og 66 procent af vvs- og blikkenslagervirksomhederne, der vurderede, at den forudgående måneds omsætning var lavere end normalt på grund af coronakrisen. Det er således især indenfor vvs- og blikkenslagerforretning, at flere har vristet sig fri af coronakrisen og genetableret hele deres normale omsætningsniveau.

– De økonomiske forudsigelserne viser en økonomi i et noget mere behersket tempo i dag, end før coronapandemien brød ud. Krisen har kostet, og mange virksomheder har tabt omsætning, der skal vindes ind igen. Så selvom de økonomiske nøgletal har pil opad i dag, opvejer det jo hverken det tabte fra foråret eller den omsætningsnedgang, der stadig er til stede i mange virksomheder, siger Maria Schougaard Berntsen og fortsætter:

– Nu får danskerne mulighed for at få tre ugers feriepenge i hånden. Noget, der kan skubbe ekstra gang i renoveringer i de private hjem. Og der er helt klart virksomheder, som stadig ser langt efter nye kunder, hvor det vil falde på et tørt sted. Andre virksomheder gruer for, hvordan udviklingen går i udlandet, og deres eksportmuligheder, fremover. Mens andre igen er praktisk talt uberørte af situationen, siger Maria Schougaard Berntsen.

Netop udfordringerne med, hvordan Danmark og dansk erhvervsliv atter kommer op i gear, var da også hovedemnet, da TEKNIQ Arbejdsgiverne onsdag 30. september holdt sin årsdag. På grund af coronasituationen var årsdagen denne gang rykket på nettet.