13. december 2018

Installatørerne har travlt – men indtjeningen er stagneret

Af: Lasse Andersen

Højt tempo og travlhed blandt el- og vvs-virksomhederne i 2017 gav vækst i omsætningen på over tre procent, men alligevel er indtjeningen uændret. Skuffende lyder det fra brancheorganisationen TEKNIQ og Deloitte, der står bag Installatøranalysen 2018.

En glohed byggebranche med mange store anlægsprojekter fik omsætningen i landets el- og vvs-installationsvirksomheder til at stige med 3,3 procent i 2017. Men den øgede travlhed slår ikke igennem på indtjeningen. Overskudsgraden er i gennemsnit uændret med 4,6 procent, viser en analyse fra Deloitte og TEKNIQ, der har gennemgået regnskaberne for cirka 1650 el- og vvs-virksomheder.

Læs også: Branchens bedste har styr på strategien

Bag det samlede tal gemmer sig et fald i overskudsgraden blandt vvs-installatørerne fra 7,3 til 6,7 procent. El-installatørernes overskudsgrad er på samme niveau som sidste år med 5,9 procent.

Analysen understreger, at installationsbranchen ikke er en pengemaskine. Der er travlhed i branchen, men indtjeningen er lav, og branchen udnytter ikke situationen. Væksten er beskeden og håndterbar, og branchen skal som helhed blive bedre til at sikre, at indtjeningen følger med den stigende aktivitet, siger administrerende direktør i TEKNIQ Niels Jørgen Hansen.

Konkurrencen er hård
René Andersen, der er leder af revisions- og konsulentvirksomheden Deloittes branchegruppe for installationsbranchen, ser en række forklaringer.

– Det er skuffende i en periode med glohed aktivitet i byggeriet, at bundlinjen hos vvs-installatørerne går tilbage og stagnerer hos el-installatørerne. Den væsentligste forklaring er hård konkurrence, der presser priserne. Det gør det svært at kompensere for stigende udgifter til materialer og især lønudgifterne, som stiger over to procent. Men branchen skal også forbedre deres projekt- og risikostyring samt styring af priserne i de lange udbudsprocesser, siger René Andersen.

Teknikentreprenørerne går frem
De største virksomheder i branchen, teknikentreprenørerne, tæller syv virksomheder. De har traditionelt langt lavere overskudsgrader, men i 2017 gik det fremad. Omsætningen steg med 3,5 procent og dermed mere end branchegennemsnittet. Overskudsgraden steg desuden fra beskedne 0,5 procent til 1,3 procent.

– Det er positivt, at teknikentreprenørerne er blevet bedre til lønsom vækst, men de lave overskudsgrader understreger, at virksomhederne er særdeles følsomme for konjunkturudsving, stigende udgifter eller fejlslagne projekter, siger René Andersen fra Deloitte.

Store regionale forskelle
Installatøranalysen viser også, at der er stor forskel på virksomhedernes evne til at tjene penge i de forskellige landsdele.

– Hvor indtjeningen eksempelvis topper i Syddanmark og Midtjylland, så faldt den 40 procent per medarbejder i Nordjylland. Det tydeliggør, at der er brug for, at man ude i de enkelte regioner arbejder målrettet for at skabe så gode forhold som muligt for erhvervslivet, siger Niels Jørgen Hansen fra TEKNIQ.

Installatøranalysen er udført i oktober 2018 af Deloittes branchegruppe i samarbejde med TEKNIQ installationsbranchen.