fbpx
20. april 2020

Installatørerne tror på grøn fremtid

Af: Jesper Melgaard

Både el- og vvs-installatørerne er enige om, at energieffektivisering og vedvarende energi kommer til at dominere ordrebøgerne de kommende år. Det er en af konklusionerne i den årlige markedsanalyse for installationsbranchen, som TEKNIQ Arbejdsgiverne netop har præsenteret.

Installationsvirksomhederne har stadig store forventninger til den grønne omstilling. I hvert fald er det fortsat indenfor områderne energieffektivisering og vedvarende energi, at både el- og vvs-installatørerne ser det største potentiale.

Det viser besvarelserne fra TEKNIQ Arbejdsgivernes markedsanalyse, som netop er blevet offentliggjort. Dog er det værd at bemærke, at resultaterne i analysen er blevet indsamlet, inden coronakrisen lagde sig over landet, dermed er forudsigelserne på kort sigt slået ud af kurs.

Stabile forventninger
Alligevel er der ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne grund til at tro på, at de langsigtede forudsigelser holder stik, når det gælder forventningerne til hvilke forretningsområder, der vil fylde mest i ordrebøgerne de kommende år.

– I den politiske debat har det været tydeligt, at det ikke mindst er investeringer i den grønne omstilling, som skal få Danmark og dansk erhvervsliv på fode igen efter krisen. Og her står installationsbranchen til at få en meget central rolle, siger Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, og uddyber:

– Installationsbranchen har opbygget kompetencer og viden gennem en årrække om vedvarende energi og grøn omstilling. Derfor er de rustede til at tage fat på den anden side af den nuværende krise.

Grøn vækstfremmer
50 procent af vvs-virksomhederne forventer vækst inden for energioptimering, mens 47 procent tror på øget omsætning inden for vedvarende energi. På tredjepladsen kommer så det traditionelle installationsarbejde, hvor 34 procent af virksomhederne forventer vækst i omsætningen om fem år.

Det sidste er dog noget lavere end de 41 procent, som tallet lå på sidste år. En forklaring kan ifølge Maria Schougaard Berntsen være en afmatning i nybyggeriet.

Politisk fokus giver håb
I elbranchen forventer 47 procent af virksomhederne, at deres omsætning inden for energieffektivisering vil stige om fem år.

Forventningerne til energieffektivisering har i en årrække været høje, men uden at omsætningen for elbranchen er vokset i samme grad. I 2019 fyldte det stadig kun 7 procent af elvirksomhedernes samlede omsætning.

– En forklaring på de store forventninger til dette område kan fx være klimaloven fra 2019 og regeringens udmeldinger om, at Danmarks skal reducere udledningen af CO2 med 70 procent frem mod 2030, hvilket forventeligt vil kræve store investeringer i energibesparelser på boligområdet, vurderer Maria Schougaard Berntsen.

Elvirksomhederne har også store forventninger til, at omsætningen inden for vedvarende energi vil stige. 42 procent af virksomhederne forventer omsætningsvækst inden for dette område om fem år. Dette område lå også højt sidste år, hvor 36 procent forventede en stigning.

Til gengæld falder forventningerne, ligesom hos vvs-virksomhederne, når det gælder det traditionelle installationsarbejde i elbranchen. 39 procent af virksomhederne forventer en stigning mod 45 procent sidste år.

– El- og vvs-installationsvirksomhederne bliver ramt af coronaudbruddet, og det kommer til at kunne mærkes – ikke mindst indenfor det traditionelle installationsarbejde. Hvis håndværkerfradraget forbedres, så kan det dog blive et lille plaster på såret, siger Maria Schougaard Berntsen.