11. december 2018

Intego hæver antallet af lærlinge

Af: Lasse Andersen

Gennem det seneste år er antallet af lærlinge steget med 19 hos Intego, som lige nu har over 100 lærlinge tilknyttet.

Der er plads til at lære og udvikle sig hos den landsdækkende tekniske servicepartner Intego. Her har man netop nu rundet 100 lærlinge fordelt på virksomhedens 14 afdelinger, og i alt udgør lærlinge 17,5 procent af virksomhedens cirka 570 serviceteknikere.

Gennem 2018 er antallet af lærlinge i virksomheden vokset med 19, og den udvikling er en essentiel del af virksomhedens strategi, forklarer Integos administrerende direktør Jens Frost Mikkelsen i en pressemeddelelse.

– Der er stor mangel på arbejdskraft inden for vores branche, og derfor er det afgørende, at vi selv bidrager gennem en stærk lærlingeindsats. Vores store lærlingefokus giver os desuden mulighed for at udvikle de unge og inddrage dem i vores Intego-kultur. På den måde får vi stærke og loyale medarbejdere med gode værdier, så det er en god investering, og derfor ser vi også vores lærlinge som en vigtig del af Integos udvikling, forklarer han.

Intego arbejder desuden på også at tilknytte flere lærlinge med andre uddannelser end elektrikere. Det gælder blandt andet inden for administration samt lærlinge til virksomhedens værksteder.