fbpx
21. februar 2019

IoT-markedet rummer mange muligheder for installatørerne

Af: Lasse Andersen

Foto: Lasse Andersen

Den hastige udbredelse af internet of things (IoT) giver masser af forretningsmuligheder for installatørerne, men den stigende mængde af integrerede produkter åbner også for store sikkerhedsrisici. Sådan lyder et par af konklusionerne fra TEKNIQs IoT- og big data konference, som blev afholdt onsdag.

Antallet af IoT-komponenter stiger kraftigt, og i 2025 ventes mindst 35 procent af alt arbejde i installationsbranchen at inkludere IoT.

Derfor sætter TEKNIQ løbende fokus på emnet og onsdag blev konferencen ”IoT og big data i installationsbranchen” afholdt.

Lokationen var meget passende ISS’ hovedkvarter i Søborg, der er spækket med intelligente installationer og en lang række kloge IoT-løsninger, som løbende bliver testet.

Blandt deltagerne var både repræsentanter fra installationsvirksomheder, energiselskaber, grossister og producenter. De fik via en række oplæg ny viden om hvilke forretningsmuligheder, der ligger i IoT-markedet, og hvordan man kan anvende IoT og big data til at optimere kundernes forretninger.

Det blev også talt meget om den sikkerhedsrisiko, der opstår, når flere og flere dagligdagsprodukter bliver integrerede og åbne mod internettet – og dermed bliver mulige at hacke.

Johnny Nørremand Andersen, der er projekt- og energirådgiver i FM Mattsson Mora Group Danmark, præsenterede virksomhedens IoT-armatur Tronic WMS, som kan overvåge, styre og optimere vandforbruget.

 

Jeppe Pilgaard Bjerre fra Force Technology opfordrede installatørerne til at sætte sig grundigt ind i IoT-produkterne, og ikke mindst det radiomiljø, det enkelte produkt skal installeres i. Han advarede også om den sikkerhedsrisiko, som øget IoT-udbredelse medfører – herunder hvordan et enkelt, usikret IoT-produkt kan være adgangsbilletten til et større system for hackere.

 

I dag kan man få sensorer, der kan måle på stort set alt, hvad man kan forestille sig. Men man kan ikke leve af at sælge billige sensorer og løsninger. Der skal bygges rådgivning om de data sensorerne frembringer ovenpå. Det understregede Rasmus Pedersen, der er partner i Vitani, på IoT-konferencen.