fbpx
16. august 2021

”Jeg savner de gode historier om udenlandsk arbejdskraft”

Af: Lasse Andersen

Foto: Pressefoto

I en tid med mangel på kvalificeret arbejdskraft skal der mere fokus på de gode historier om brugen af udenlandske vikarer i byggebranchen. Det mener man hos vikarbureauet Xterna, som oplever, at nogle virksomheder afholder sig fra at bruge udenlandsk arbejdskraft, fordi de er bange for dårlig omtale.

Brugen af udenlandske vikarer i byggebranchen bliver ofte forbundet med forsider på Ekstra Bladet om løndumping og kummerlige boligforhold.

Det billede er ærgerligt og meget uheldigt i en tid, hvor mange virksomheder oplever mangel på arbejdskraft, mener Tammy Madden.

Hun er administrationschef i vikarbureauet Xterna, der netop er blevet en del af Moment Group. Virksomheden leverer blandt andet kompetente rumænske og polske vikarer til elbranchen og en række andre fag inden for byggeriet.

– Den negative omtale betyder, at nogle af branchens virksomheder har fået berøringsangst i forhold til at benytte udenlandske vikarer, fordi de frygter dårlig omtale. Men det er der ingen grund til. For mange installationsvirksomheder er det nemlig en rigtig god løsning at hyre udenlandske vikarer i en periode, hvor det ikke er muligt at skaffe de nødvendige hænder, siger hun.

Tammy Madden medgiver, at der blandt vikarbureauerne findes brodne kar, som ikke har styr på eksempelvis pension og SH-betaling – men generelt set oplever hun, at der er mange gode vikarbureauer, som arbejder med ordnede forhold og sikrer vikarerne nøjagtig de samme betingelser som brugervirksomhedernes egne folk.

– Og sådan bør det naturligvis også være, når der er tale om velkvalificerede folk, som også har mulighed for at tage arbejde i nogle af Europas øvrige lande, pointerer hun.

De vikarer, som Xterna sender ud i elbranchen i Danmark, har alle en elektrikeruddannelse tilsvarende den danske og taler et forståeligt engelsk.

Branchen har selv et ansvar
Tammy Madden opfordrer generelt de virksomheder, der overvejer at gøre brug af udenlandske vikarer, til at gøre et grundigt forarbejde for at sikre den bedste oplevelse.

– Det er vigtigt, at man sonderer terrænet i forhold til, hvilket vikarbureau man vil bruge, ligesom man gør det, når man eksempelvis skal indkøbe materialer. Der tager man heller ikke bare det første og bedste tilbud. Og så er den indledende dialog og forventningsafstemning meget vigtig: Hvad har virksomheden brug for? Hvad kan vikarbureauet levere? En elektriker er ikke bare en elektriker i dag. Derfor er det jo ikke ligegyldigt, om det er arme og ben til at trække kabler efter lister eller en CTS-kyndig, du har brug for, konstaterer hun.

Hos Xterna oplever man indimellem, at byggevirksomhedernes krav til hvor hurtigt, der kan skaffes vikarer, er meget høje – og det er ikke altid hensigtsmæssigt.

– Vi bliver ofte kontakte af virksomheder, som ringer og siger: Kan I levere seks mand til på mandag? Og så er det, at tiden til forventningsafstemning og sammensætning af et godt team bliver for knap. Vores vikarer ligger ikke på en hylde og er klar til at arbejde, når vi sætter batteri i dem. Den forestilling skal vi gøre op med, siger Tammy Madden.

Derfor vil Xterna gerne have sine kunder til at ringe så tidligt så muligt, når et projekt kræver brug af vikarer.

– Vores gode samarbejdspartnere er begyndt at bringe os tidligere ind i processen, end man gjorde førhen, hvor vi ofte var en panikløsning. Og det giver bedre resultater – og dermed også nogle bedre historier om brugen af udenlandsk arbejdskraft, siger Tammy Madden.

Hun fortæller i samme åndedrag, at flere af Xternas kunder er blevet bevidste om, at det er vigtigt at tage imod vikarer på samme vilkår som egne medarbejdere. Det har blandt andet betydet, at en del kunder er blevet så glade for deres udenlandske vikarer, at de har valgt at fastansætte dem efterfølgende.

Xterna har eksisteret i fem år og har 10 fastansatte medarbejdere på kontoret – og typisk mellem 180 – 200 vikarer ude i marken. I juli måned blev virksomheden en del af Moment Group. Moment har kontorer i Danmark, Sverige og Norge.