15. oktober 2018

Jonas er Sjællands bedste VVS-elev

Af: Mikkel Svinth Rødgaard

Foto: EUC Sjælland

Jonas Manthey Holzen-Larsen fra Næstved er netop blevet kåret som Region Sjællands bedste VVS-elev, og har derved sikret sig en billet til DM i Skills 2019.

I en tid hvor arbejdsmarkedet higer efter flere kræfter i installationsbranchen, kan Skills med fordel vise det fantastiske ved at blive faglært inden for håndværkerfagene. Særligt på VVS-området er behov for en fortsat strøm af unge, der har både hoved og hænder skruet rigtigt på.

Netop unge med fast spændte hoved og hænder var der mange af, da regionsmesterskaberne i skills for vvs-energiuddannelsen for Sjælland og Øerne blev afviklet på EUC Sjælland 11. og 12. oktober. Her dystede en stribe dygtige lærlinge og viste talentet frem.

En af disse talentfulde unge er 23-årige Jonas Manthey Holtzen-Larsen fra Næstved, som indtog førstepladsen ved regionsmesterskaberne i Skills for VVS-energiuddannelsen. Han sejrede efter to intense konkurrencedage, hvor deltagere fra Roskilde Tekniske Skole og EUC Sjælland dystede mod hinanden.

Nu står skemaet på hård træning frem til april 2019, hvor han skal forsvare regionens ære ved DM.

– Jonas gik til opgaven med stort gåpåmod, men jeg kunne godt se, at han blev stresset i løbet af dagene. Heldigvis har han evnerne til at overkomme det, og klare opgaven. Nu skal der øves en masse inden danmarksmesterskaberne, og vi skal blandt andet kaste os ud i mentaltræning, fortæller Tony Holst Bathum, faglærer på EUC Sjælland og Jonas’ talenttræner.

Til daglig er Jonas Manthey Holzen-Larsen i lære hos VVS-firmaet Emil Hansen & Søn.

Talentarbejde på EUC Sjælland

Jonas Manthey Holzen-Larsen er en del af talentarbejdet, som EUC Sjælland har indledt for at styrke deres fagligt stærkeste elever. Det betyder, at der blandt andet er afsat en talenttræner til at skærpe håndværkertalenternes evner og fokus, der vil blive udfordret under DM.

– Vi vil gerne understøtte de mange håndværkertalenter, som vi har på EUC Sjælland, og give dem de bedste betingelser for at blive endnu bedre. Vigtigst af alt, så vil vi sørge for at skabe nogle af fremtidens bedste håndværkere, forklarer John Norman, der er direktør på EUC Sjælland.

Hvorvidt VVS-eleven ender med at blive Danmarks bedste, afgøres til april 2019 i Arena Næstved.