fbpx
10. februar 2020

Kemp & Lauritzen-direktør: Derfor er Lindpro et godt køb

Af: Lasse Andersen

Kemp & Lauritzen købte i den forgangne uge Lindpro af MT Højgaard. Direktør Peter Kaas Hammer mener, at købet sikrer virksomheden nye kompetencer på nicheområder og en stor gruppe ”dygtige og kompetente medarbejdere”.

Læs også: Kemp & Lauritzen køber Lindpro for 265 millioner kroner

Hvorfor er Lindpro et godt køb?

Lindpro er først og fremmest en virksomhed med mange dygtige og kompetente medarbejdere. Og det er en virksomhed med stærke kompetencer på det almindelige el-område, svagstrøms-området herunder brand og sikring samt velfærdsteknologi – og sidst, men ikke mindst er de dygtige til at køre store entrepriseprojekter. Derudover har Lindpro, i lighed med Kemp & Lauritzen, afdelinger i hele Danmark, så vi styrker vores landsdækkende tilstedeværelse med opkøbet, og vi bliver i stand til at betjene vores kunder med stærke tværfaglige løsninger.

Jeg mener også, at der er et værdimæssigt fællesskab mellem Lindpro og Kemp & Lauritzen. Begge steder er der høj faglighed og en kultur, hvor man gør sig umage i sin servicering af kunderne. Derfor er der tale om et godt match.

 I betaler 265 millioner for Lindpro, og direktøren hos en af jeres konkurrenter udtalte i den forgangne uge til Licitationen, at det var dyrt. Hvordan har du det selv med prisen?

Jeg har det helt fint med den pris, som vi har betalt for Lindpro. Lindpro er en stærk og kompetent virksomhed, og Lindpro er fyldt med dygtige medarbejdere. Sådan en virksomhed er selvfølgelig hverken gratis eller billig. Jeg synes, vi har gjort en ganske fornuftig handel, og jeg har ikke uro i maven over det, vi har betalt for den. Jeg mener, vi har givet den rigtige pris.

 Hvad kommer opkøbet til at betyde for de ansatte i de to virksomheder?

Vi har selvfølgelig gjort os nogle tanker om, hvordan en ny, samlet virksomhed skal se ud. Og det skal vi have lagt en plan for, når vi har fået konkurrencemyndighedernes godkendelse af handlen. Det er klart, at når man står med to virksomheder, som hver især har været selvstændige før, så vil der være nogle dobbeltfunktioner, hovedsageligt i supportfunktionerne, og det skal vi selvfølgelig have håndteret. Men det vil være et fåtal, der bliver berørt. Alle de udførende medarbejdere skal vi bruge i Kemp & Lauritzen – og det er i virkeligheden også noget af det, vi har købt.

Hvad er nøglen til at smelte de to medarbejdergrupper succesfuldt sammen?

Vi glæder os til de kommer, og vi står klar med åbne arme til at byde dem velkommen. Det er den første og største forudsætning for, at det bliver en succes. Samtidig har vi som nævnt et værdifællesskab, og jeg ved godt, at når de her mennesker kommer, så vil de føle, at de er de nye i klassen. Men vi skal lynhurtigt have dem integreret i Kemp & Lauritzen, så der ikke bliver nogen ”dem-og-os-kultur”. Målet er at få skabt en stærk, fælles kultur med det samme. Og den kultur skal være præget af alt det gode, der er i Kemp & Lauritzen og også alt det gode, der kommer fra Lindpro.

Derudover er der noget praktik, der skal gå op. Vi overtager Lindpros lokationer rundt om i landet, og vi skal have fundet løsninger i de områder, hvor der er overlap. For tanken er selvfølgelig, at hvis man arbejder i samme virksomhed, så skal man også sidde sammen. Det er nødvendigt, hvis man lynhurtigt skal integreres i en ny virksomhed.

 Du var selv direktør i Lindpro i godt tre år, før du kom til Kemp & Lauritzen. Hvad har dit kendskab til Lindpro betydet for gennemførelsen af købet?

Det har betydet, at vi har været i stand til at gennemføre en meget hurtig og effektiv proces. Lindpro har stået på vores observationsliste som en interessant opkøbsmulighed de seneste par år. Nu kom den så i spil – og min fortid har betydet, at vi har været i stand at vurdere og værdiansætte virksomheden hurtigere, end hvis jeg ikke kendte virksomheden indefra.

Hvorfor ser vi en bølge af opkøb i branchen i øjeblikket, hvor de store køber mindre virksomheder op?

Det er en følge af, at teknologierne bliver mere komplekse. Hvis vi skal være i stand til at håndterede de nye teknologier og de nye digitale løsninger, så kræver det, at nogle af virksomhederne i branchen bliver lidt større, så alle nødvendige kompetencer er til stede.

Samtidig oplever vi også, at mange af vores kunder ønsker sig færre leverandører. Det betyder, at virksomhederne i branchen i højere grad skal være tværfaglige, hvis de vil håndtere de helt store servicekunder, eller de vil byde ind på de store projekter. Jeg tror, at vi fremadrettet vil se, at nogle af spillerne i branchen vil blive endnu større – for ellers er det simpelthen ikke muligt at opfylde kundernes ønsker.

Er I færdige med at købe op?

Nej, det tror jeg ikke, vi er. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi altid kigger efter kompetencer, som kan styrke vores forretning og som passer ind i den strategiske udvikling, som vi har. Men vi køber ikke op bare for at købe op. Vi køber op, hvis vi ser en god mulighed.

Konkurrencestyrelsen skal godkende handlen, før den er endeligt på plads. Har du fuldstændig ro i maven i forhold til den proces?

Man skal aldrig tage noget for givet, men jeg vil sige, at vi agerer på et meget konkurrencepræget marked, når vi sammenligner os med andre brancher. Og det er også svært at finde andre markeder, hvor de store aktører har så lille en markedsandel, som vi trods alt har. Det er værd at bemærke, at selvom Kemp & Lauritzen og Lindpro bliver lagt sammen, så er vores markedsandel stadig under ti procent – og der er masser af konkurrenter. Så jeg har ikke nogen forventning om, at det her skulle give udfordringer, men som sagt tager jeg ikke noget for givet.