fbpx
28. november 2019

Klar til DM i Skills: Jeg forventer at slutte i toppen

Af: Jesper Melgaard

Finalisterne ved DM i Skills for vvs-energispecialist-lærlinge er fundet og mødtes for nylig for første gang. Under mesterskaberne skal de både konkurrere om titlen som landets bedste og fungere som repræsentanter for deres fag.

Den nervøse spænding er så småt ved at melde sig hos de fire vvs-energispecialist-lærlinge, der har kvalificeret sig til finalerne ved DM i Skills, der afholdes den 16.-18. januar 2020 i Bella Center på Amager. For nylig mødtes finalisterne for første gang hos virksomheden Mascot for både at få prøvet tøj til finalen og tage bestik af konkurrenterne.

En af finalisterne er Lucas Barkow, som til daglig er i lære hos Jagtvejens VVS i København.

– Det er vildt at været nået til finalen. Jeg har valgt at deltage for min egen skyld og for at udfordre mig selv, så jeg kommer ud i nogle situationer, hvor man virkelig bliver nødt til at holde hovedet koldt. Noget, jeg også kan bruge, når jeg senere skal op til svendeprøven. Og når jeg så står der, jamen så forventer jeg da også at slutte i toppen, siger 21-årige Lucas Barkow.

Rollemodeller for andre unge

Som finalister kommer deltagerne ved DM i Skills samtidig til at fungere som repræsentanter og rollemodeller for en hel branche på et tidspunkt, hvor der mere end nogensinde er brug for at trække flere unge i retning af erhvervsuddannelserne.

Lucas Barkow er i lære hos Jagtvejens VVS, hvor mester også ser frem til DM i Skills af flere årsager.

– Det betyder noget for min personlige faglige stolthed, at jeg kan lære de unge mennesker noget. Og det er især rart, når der er tale om en fyr som Lucas, der både er dygtig og nysgerrig på sit fag. Det kan måske også være med til at motivere de andre lærlinge, når de kan se, hvad det kan føre med sig, siger Jan Andersen, der er indehaver af Jagtvejens VVS.

Han mener i det hele taget, at DM i Skills har en vigtig funktion.

– Det giver forhåbentlig nogle unge mennesker noget blod på tanden. Man kan jo se, at vi kommer til at mangle håndværkere, så Skills er også en mulighed for at vise fagene frem for især folkeskoleeleverne, der besøger arrangementet, siger Jan Andersen.

Vigtigt signal – også til forældrene

Den samme holdning har man hos brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne, som sammen med bl.a. Blik- og Rørarbejderforbundet arrangerer vvs-energispecialist-lærlingenes konkurrence under DM i Skills.

Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne

– Vi har fortsat brug for at øge kendskabet til erhvervsuddannelserne og forbedre erhvervsuddannelsernes image både hos potentielle elever og ikke mindst deres forældre, siger Tina Voldby, der er underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, som repræsenterer 4.300 virksomheder indenfor el, vvs og metal, og uddyber:

– DM i Skills har gennem en årrække nu været med til at vise det ypperste af det ypperste indenfor en lang række fag, samtidig med at tilskuerne fra første række kan opleve alle de færdigheder og muligheder, man får adgang til, hvis man vælger en uddannelse som eksempelvis vvs-energispecialist, siger Tina Voldby.

Det er den tiende udgave af DM i Skills, som skydes i gang torsdag den 16. januar 2020.

 

Finalisterne ved DM i Skills for vvs-energispecialist-lærlinge

Lucas Barkow – TEC – i lære hos Jagtvejens VVS i København

 

Jonathan Dybvad Nielsen – Herningsholm Erhvervsskole – i lære hos Hovedgård & Omegns VVS

 

Ismail Amziane – Roskilde Tekniske Skole – i lære hos CHVVS i Rødovre

 

Martin Asmussen Troelsen – Hansenberg Kolding – i lære hos Jens Kristiansen VVS i Kolding