fbpx
20. maj 2020

Klimaplan er effektiv handling med indlagte benspænd

Af: Jesper Melgaard

Foto: Jeppe Carlsen

TEKNIQ Arbejdsgiverne glæder sig over, at regeringen med det netop offentliggjorte udspil til en klimahandlingsplan vil sætte fart på ikke mindst udfasningen af oliefyr og naturgas. Men samtidig kritiserer man planen for at basere sig på uigennemskuelige støtteordninger for almindelige boligejere.

Regeringen kunne i dag præsentere udspillet til første del af den klimahandlingsplan, der skal sætte yderligere gang i den grønne omstilling i Danmark. Udspillet betyder blandt andet, at der skrues op for tempoet, når det gælder udfasningen af oliefyr og naturgas til opvarmning.

– Det er positivt, at der arbejdes med en forholdsvis kort tidshorisont – eksempelvis for tilskudspuljerne til udfasningen af oliefyr og naturgas. Det betyder, at regeringen lægger op til, at der skal fart på, samtidig med at det på et senere tidspunkt skal drøftes, hvad man skal gøre efter 2024 for at komme helt i mål, siger Troels Blicher Danielsen, der er administrerende direktør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Han understreger dog det problematiske i, at regeringens udspil lægger så meget vægt på abonnementsordninger, når det gælder om at støtte overgangen til varmepumper.

– Vi er stærkt bekymrede for, at regeringen lægger op til at støtte varmepumper på abonnement, som kan være konkurrenceforvridende. Samtidig har denne løsning vist sig at have overordentligt vanskeligt ved at levere varmepumper i stor skala, siger Troels Blicher Danielsen.

Samtidig mener han, at opbygningen af boligejernes tilskudsmuligheder i den nye klimahandlingsplan er unødigt indviklede og bureaukratiske.

– Det ser ud til, at man kobler tilskuddene op på bygningspuljen, som er administrativ meget tung for boligejerne, siger Troels Blicher Danielsen og uddyber:

– I det hele taget savner vi lidt flere nytænkende løsninger. Det virker, som om regeringen primært har udvidet de eksisterende støtteordninger uden at gøre det lettere at benytte dem. Med det nuværende set-up risikerer vi at tabe de gode intentioner. Danskerne vil gerne hjælpe med til at forbedre klimaet og reducere CO2-udledningen. Men det kræver, at de økonomiske støttemuligheder er gennemskuelige og tilgængelige. Og i den henseende har regeringens udspil altså nogle svagheder. Det er fornuftigt at tænke energieffektiviseringer sammen med konverteringer, men man risikerer at gøre projekterne så store, at mange bygningsejere enten ikke har råd til eller kan overskue et sådant projekt, siger Troels Blicher Danielsen.