fbpx
31. oktober 2018

Nu kommer batteri-installatørernes ABC

Af: Mikkel Svinth Rødgaard

Foto: Teknologisk Institut

Installatørerne begår for mange fejl, når de sætter batterier op. Nu foreligger der for første gang en vejledning, som helt lavpraktisk kan eliminere langt de fleste af fejlene.

Private husejere efterspørger i stigende grad batterisystemer til lagring af egenproduceret energi, og markedspotentialet er enormt, vurderer chefkonsulent i TEKNIQ, Søren Rise. Det drejer sig potentielt om hundredtusinder af installationer de kommende år.

Men for at batteriløsninger skal blive den succes, som de tegner til, kræver det, at branchen bliver tilført flere kompetencer. Derfor er TEKNIQ med i et projekt, som, på baggrund af international forskning og ’best practice’, har udarbejdet en vejledning med sikre og pragmatiske anbefalinger. Den foreligger nu og er både ganske kort og lavpraktisk. (Se vejledningen her)

– Det er første gang, der udarbejdet en uvildig vejledning i, hvad man rent praktisk skal gøre, når man som elektriker skal sætte et batteri op. Og det er der brug for, for vi kan se, at der bliver begået alt for mange fejl – også fra folk som i princippet burde være specialister. Det er eksempelvis problematisk, hvis kunderne ikke kan regne med batteriets levetid, fordi man har placeret anlægget forkert. Vi har set eksempler på batteriinstallationer, der er anbragt på loftet, hvor det fryser om vinteren og bliver alt for varmt om sommeren. Det er altså en rigtig dårlig placering, siger Søren Rise.

– Hvis du sætter et blybatteri, som er beregnet til en nogenlunde stabil temperatur, op loftet, går det kraftigt ud over levetiden, og der er for mange af de batterier, man sætter op i dag, som har for kort levetid. De har faktisk en levetid, som er kortere end tilbagebetalingstiden, siger han.

“Vi kan se, at der bliver begået alt for mange fejl – også fra folk, som i princippet burde være specialister. Og det går altså ikke.”
Søren Rise, Chefkonsulent, TEKNIQ

Installationerne skal udføres ordentligt – af hensyn til markedet og kollegerne, pointerer Søren Rise:

– Der er også mange eksempler, hvor man er på grænsen af, at man overskrider stærkstrømsbekendtgørelsen eller den nye installationsbekendtgørelse, sådan som det er lavet. Der er for meget hjemmesløjd over det. Det går bare ikke. Du skal bruge batterierne rigtigt – ellers ødelægger du hele markedet.

Det er ikke atomvidenskab
Batteriet hører heller ikke hjemme i beboelige rum, anlægget skal ikke være større end 15 kwh, hvis det skal placeres indendørs, man skal huske at etablere ventilation, man skal sørge for røg- og brandalarmer i batterirummet, man skal sørge for at handle med professionelle, og så skal man, medmindre man ligefrem er ekspert, købe et færdigt system, hvor laderen og batteriet hører sammen.

Vejledningen er fyldt med klare instruktioner, anbefalinger og råd, som er nemme at læse, og hvis man bare har denne tjekliste med i lommen eller i baghovedet, når man skal installere et batterianlæg, er man kommet langt.

– Hvis man følger vejledningen, har man faktisk gjort det, der skal til, for at man kan sætte batterier op med succes. Det her er noget, du kan give din svend med på opgaven, og han forstår det, første gang han læser det. Der er ikke mere i det. Det er helt lavpraktisk: Anbring batteriet rigtigt, sørg for, at der er udluftning og tænk jer lige om, inden I sætter batteriet op, siger Søren Rise.

– Det er ikke svært, det er ikke atomvidenskab det her. Vi ønsker jo alle, at batterier skal være og blive en succes. Derfor er det også vigtigt at undgå alle fejlene, siger chefkonsulenten.