fbpx
31. januar 2021

Krav om grøn kørsel breder sig

Af: Michael Degn

Landets største kommuner stiller i stigende grad grønne krav til håndværkernes servicevogne. Alle bør derfor overveje muligheden for en elbil, lyder det fra bilteknisk redaktør.

Hvis du i 2021 vil sikre dig opgaver hos Københavns Kommune, så er det en god idé lige at tjekke din vognpark efter i sømmene, før du sender tilbuddet afsted.

Landets største kommune strammer gradvist miljøskruen med grønne krav til leverandørerne. Det gælder blandt andet installatørerne. I år er kravet til for eksempel elektrikeropgaverne, at 50 procent af leverancerne skal ske med grønne køretøjer. Det kan være alt fra rene elbiler til biogas og hybridbiler, lyder det i betingelserne. Og den grønne skrue bliver strammet meget mere de kommende år, så det om bare to år – i 2023 – er hele 90 procent af elektriker-ydelserne, der skal ske med grøn kørsel.

Læs også: Københavns Kommune vil stille krav om grøn kørsel

Du kan med andre ord godt vænne dig til at fremtiden er grøn, hvis du vil gøre dig håb om at få del i udbud for trecifrede millionbeløb i landets største kommune. Alene elektriker-opgaverne i udbud er i 2020 opgjort til 186 millioner kroner.

– Trenden peger i den retning. Både store virksomheder og kommuner begynder at stille krav til grønne køretøjer. Det kan sagtens få et gennembrud i år, men især varebilsmarkedet kræver, at der bliver presset lidt på, siger Søren W. Rasmussen, bilteknisk redaktør hos FDM.

Læs også: Grøn kørsel bliver et konkurrenceparameter

Det er ikke så underligt, at varevogne sakker lidt bagud i statistikkerne. Rækkevidden er helt afgørende for at nå alle opgaver på en arbejdsdag, hvor der også kommer akutte opgaver ind fra højre. Her har kunden ikke meget til overs for en forklaring om, at du lige har behov for at bruge en halv time på at lade bilen op, mens det fosser ud med vand fra et sprængt vandrør, eller strømmen er gået. Derudover har prisen en betydning, når virksomheden skal vælge ny servicevogn.

– Man skal ville det, for elbiler er dyrere. En stor virksomhed kan selvfølgelig nemmere tage det valg i forhold til en lille enmandsvirksomhed, siger Søren W. Rasmussen.

– Man kan selvfølgelig også købe en større varevogn som hybrid, men hvis man kører i en stor bil, så er det alligevel en god idé at genoverveje, hvad der er nødvendigt at tage med rundt. Er det muligt at indskrænke sig? spørger Søren W. Rasmussen.

Grønne ringe breder sig
De grønne krav til leverandørerne er ikke kun et københavner-fænomen. Lignende tiltag ulmer rundt i de danske kommuner, hvor man prøver at udbrede mere fossilfri kørsel.

Det gælder i landets andenstørste kommune, Århus, hvor leverandørerne også får sat grønne tommelskruer på. Målet er, at leverancerne til kommunen skal ske helt fossilfrit uden CO2-udledning i 2030, og derfor vil kravene løbende blive skærpet. Det sker dog ikke med helt så faste krav som i København, da man også tager højde for, hvor meget kørslen fylder i selve opgaven. Kommunen nævner i ”Grøn transportplan”, at håndværkerydelser ikke bliver mødt af grønne krav i udbuddene, men til gengæld forpligter håndværkerne sig til at være en del af forsøgsprojekter med grøn kørsel i Århus Midtby. Det gælder blandt elinstallationsentrepriserne, og kommunen oplyser, at de første aftaler forventes at træde i kraft 1. april 2021.

Læs også: Danskerne er klar til elbiler – bare ikke lige nu

Selvom de gamle dieseldrevne varevogne ikke bliver bandlyst fra den ene dag til den anden, så lever de et udsat liv i disse år. Sidste sommer trådte nye regler i kraft for kørsel i landets fire største byer samt Frederiksberg. I de såkaldte miljøzoner blev det forbudt at køre med dieseldrevne varebiler fra før 2007 uden partikelfilter. Og det ramte flere, end man umiddelbart skulle tro. I løbet af juli måned, hvor de nye regler trådte i kraft, blev der registreret 18.000 ulovlige kørsler med gamle varevogne i miljøzonerne. I stil med leverandør-kravene er det en skrue, der bliver strammet de kommende år. I 2025 bliver varebiler fra før 2016 omfatter af reglerne. Skriften på væggen er derfor ikke til at tage fejl af – den bliver i stigende grad skrevet med en grøn tusch, som også installatørerne er nødt til at tage alvorligt. Også selvom de i sidste ende vælger at beholde de store dieselbiler.

– Håndværkerne skal se på, om det giver mening for dem med en elvarebil. For nogle er det løsningen, og for andre er det ikke, men jeg vil råde alle til at overveje muligheden, så man ikke bare bevidstløst fortsætter med det, man altid har gjort, siger Søren W. Rasmussen.

Og der er ifølge statistikkerne et stykke vej endnu. I 2020 blev der til og med november indregistreret knap 27.500 nye varebiler. Ud af dem var 25.400 dieseldrevne.