fbpx
09. august 2019

Ladestandere bliver stort marked for elinstallatørerne

Af: Lasse Andersen

Frem mod 2030 skal der installeres mellem 200.000 og 600.000 ladestandere til elbiler i Danmark, konkluderer ny rapport.

I 2030 skal flere hundredetusinde ladestandere til elbiler være i drift i Danmark. Det konkluderer en ny rapport om elektrificeringen af samfundet, som Ea Energianalyse har udarbejdet for TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Præcis hvor hurtig udviklingen kommer til at gå, afhænger i høj grad af politiske beslutninger og den teknologiske udvikling. Men ud fra den viden, der er tilgængelig i dag, har Ea Energianalyse fremlagt tre scenarier for udviklingen (Se figur). I det mest sandsynlige scenarie forventer konsulenthuset, at der i 2030 vil være 370.000 eldrevne person- og varebiler i Danmark, hvilket betyder lige så mange ladestandere, da man antager, at det er nødvendigt at installere minimum én ladestander per elbil.

100 ladestandere om dagen
Underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne Simon O. Rasmussen siger i en kommentar til fremskrivningerne, at etableringen af et finmasket netværk af ladestandere skal gå relativt hurtigt, hvis målsætningerne om CO2-reduktioner skal nås.

– Med den nye regerings målsætning om 70 procents CO2-reduktion i 2030 skal der leveres nogle meget stærke initiativer på transportområdet, som står for 30 procent af den samlede CO2-udledning. Det betyder, at der skal væsentligt flere elbiler på vejene. Men elbilernes fremgang stiller krav om et veludbygget ladenetværk – og det findes ikke i dag, hvor vi kun har cirka 8.000 ladepunkter i Danmark, siger Simon O. Rasmussen.

Han understreger, at de installatører, der vælger at satse på området, kan få rigtig travlt de kommende år.

– Vores analyse skønner, at vi når 370.000 elbiler i Danmark i 2030. Hvis den relativt beskedne fremskrivning er rigtig, så indebærer det, at der hver eneste dag, fra i dag, skal installeres mere end 100 ladestandere dagligt – søndage inklusive.

Politiske tiltag nødvendige
Intego er en af de virksomheder i branchen, som har arbejdet med installation af ladestandere i en årrække. Virksomheden har installeret, testet og idriftsat flere end 2.500 ladestandere siden 2012 i samarbejde med blandt andet Tesla og E.ON. Projektleder i Integos 25 mand store e-mobility afdeling Michael Poulsen fortæller, at der sker væsentligt mere i markedet end for to år siden.

– Vi mærker, at flere og flere investerer i elbiler, selvom priserne stadig er høje, når man sammenligner med benzin og dieselbiler. Men hvis der for alvor skal skub i markedet er vores vurdering, at det vil kræve politiske tiltag, som eksempelvis afgiftsfritagelse for at højne købsincitamentet. Men en endnu større opgave bliver dog at få hele infrastrukturen udbygget og opgraderet, for det er en kæmpe opgave som elnetselskaberne står overfor, siger han.

Læs også: Intego satser på ladestandere til elbiler

Den nye regering med Mette Frederiksen i spidsen har indtil videre meldt ud, at den – ligesom VLAK-regeringen – ønsker at forbyde salg af benzin- og dieseldrevne køretøjer fra 2030. Men regeringen har endnu ikke sat mål for, hvor mange el- eller hybridbiler der skal være på gaden i 2030.