fbpx
18. marts 2021

Lemvigh-Müller satser på grøn levering

Af: Lasse Andersen

Over halvdelen af Lemvigh-Müllers ekspresleveringer i København bliver nu leveret med el-biler.

Den grønne omstilling af transportsektoren er i fuld gang, og hos Lemvigh-Müller, der leverer varer i hele Danmark, arbejder man ambitiøst med at gøre distributionen mere grøn.

Læs også: Varevogne på el er billigere i det lange løb

–  Vi har taget et grønt gearskifte, hvor vi sammen med vores distributører har fokus på at nedbringe CO2 fra vores vareleverancer. Vi har en national aftale med DSV om at bruge HVO100-biodiesel og er i tæt dialog med GLS om fortrinsvis at bruge elbiler til ekspresleveringerne fra vores håndværkerbutikker, siger Arne Hessellund Jeppesen, der er transport- og distributionschef hos Lemvigh-Müller.

Vækst i grøn levering
Dialogen med GLS tog fart i sommeren 2020. I første omgang med fokus på København og Aarhus, hvor byggeaktiviteten er højest, og hvor der tilsvarende er flest ekspresleveringer. Og der er kommet godt gang i de el-drevne hjul.

Læs også: Grøn kørsel bliver et konkurrenceparameter 

I januar 2021 blev knap 60 procent af alle Lemvigh-Müllers ekspresleveringer fra håndværkerbutikken på Teglholmsgade i København leveret med el-varebiler via GLS. Til sammenligning var det kun cirka 13 procent af ekspresturene tilbage i juli 2020, der blev kørt på el.

Ambitionen er, at 100 procent af ekspresleveringsturene i hele landet bliver kørt med el-biler. Men lige nu udfordres den ambition af el-bilernes batteritid, oplyser Lemvigh-Müller.