fbpx
28. november 2019

LM åbner flagskibsbutik

Af: Lasse Andersen

Lemvigh-Müllers første flagskibsbutik er udviklet i dialog med kunderne.

Håndværkerne i Nordsjælland har fået en ny, stor butik at handle i, når der er brug for værktøj, arbejdstøj og vvs- og el-materiel. Lemvigh-Müllers håndværkerbutik i Hillerød er nemlig flyttet til en central adresse i byen og er samtidig blevet opgraderet med et helt nyt look og koncept.

– Det er Lemvigh-Müllers første flagskibsbutik, men det er først og fremmest kundernes butik, for det nye koncept er udviklet i dialog med de el- og vvs-installatører, der handler hos os, siger salgsdirektør for Lemvigh-Müllers 23 håndværkerbutikker, Peter von der Hude, i en pressemeddelelse. (billedet th.)

Kræver effektiv handel
Håndværkerkundernes ønsker til butikken har været styrende for både beliggenhed og indretning:

– Effektivitet er et nøgleord for håndværkere – det skal være hurtigt at få de varer, der er brug for.  Derfor har vi i indretningen arbejdet med at skabe en visuelt overskuelig butik, hvor det er nemt at navigere rundt ved hjælp af produktbilleder på bagvæggene og farvekoder på varereolerne. Det er også nemt at komme til og fra butikken, som ligger ved en hovedfærdselsåre i Hillerød, forklarer Peter von der Hude.

Selvom effektivitet er vigtigt, vil håndværkerkunderne omvendt også gerne have mulighed for at fordybe sig. Den nye butik er derfor indrettet med inspirationsområder til vareudstillinger, der giver en ekstra oplevelse. Der er kaffebar, hvor man kan netværke, og som en helt ny service er der et stort mødelokale, som butikkens kunder frit kan låne.

Den nye håndværkerbutik holder åbningsfest i tre dage fra 3.-5. december.