06. maj 2019

Messe-debutant: “Unik mulighed for at blive set og hørt”

Af: Andreas Ebbesen Jensen

Den danske ventilationsvirksomhed The Nordic Fan Company skal deltage på VVS-messen i Odense for første gang. Direktør Dennis Thomsen ser det som en gylden mulighed for at slå firmaets navn fast i branchen – og ikke mindst skabe nye relationer til potentielle kunder.

Blandt de 207 udstillere på årets VVS-messe er der 28 nye, som enten er helt nye udstillere eller virksomheder, der er vendt tilbage efter en eller flere ganges fravær. En de helt nye er The Nordic Fan Company, som formentlig kommer til at vække en del opmærksomhed.

Den nye danske ventilationsvirksomhed har nemlig helt ekstraordinært fået tilladelse til at hænge en fire meter bred loftventilator fem meter op i loftet ved deres stand. På den måde kan gæsterne med egne øjne se, hvordan virksomhedens klima- og budgetvenlige kæmpeventilator fungerer. Og det er vigtigt, siger direktør for Nordic Fan Company, Dennis Thomsen.

Læs også: VVS’19: Færre faglige oplæg – mere dialog 

– Når jeg fortæller folk, at vi laver loftventilatorer, så bliver jeg altid mødt med spørgsmålet: Hvad skal vi dog med sådan en. Loftventilatorer er konceptuelt meget svært at forstå for nordeuropæere, og derfor er det enormt vigtigt for os, at give potentielle kunder mulighed for at opleve produktet live, siger han.

Dennis Thomsen har været på adskillige kæmpemesser i Singapore, USA og Tyskland i sin 30 år lange karriere. Men mindre, regionale messer som VVS ‘19 i Odense har en åbenlys fordel, når man er ny dreng i klassen, mener han.

– På de helt store messer er det meget nemt at drukne blandt alle mastodonterne. På VVS’19 kommer vi ikke til at stå og skrige op for døve ører. Så jeg ser det som en unik mulighed for at blive set og hørt i branchen – og forhåbentligt også selv blive inspireret undervejs, siger Dennis Thomsen.

Ingen salg
Direktøren for The Nordic Fan Company gør sig ingen illusioner om at sælge varer under messen. Men det er heller ikke derfor, at den nye ventilationsvirksomhed bruger både tid og penge på at deltage ved VVS’19.

– Det vigtigste er uden tvivl at netværke med potentielle kunder, og jeg håber, at vi får skabt nogle nye relationer, som på længere sigt vil give afkast i form af flere solgte produkter, siger han og slår fast, at det bestemt heller ikke gør noget, hvis de også bliver lidt klogere undervejs.

– Vi er jo stadig meget grønne, og der er rigtig mange mennesker, vi gerne vil lære at kende – og ikke mindst lære fra. Der er jo folk, som har været i den her branche i 30 år og som ved 100 gange mere, end vi gør, siger Dennis Thomsen.