08. juli 2019

Ny Energihåndbog: Få styr på din energioptimering

Af: Amalie Klitgaard

Bliv opdateret med den nye Energihåndbog, hvor du både finder et opslagsværk og inspiration til dit daglige arbejde.

Formålet med den nye Energihåndbog til ansatte og lærlinge i el- og vvs-branchen er, at den skal understøtte elektrikere og vvs-uddannede gennem back up, inspiration og hjælp til dagligdagens opgaver.

Med Energihåndbogen bliver det nemt at få et overblik over installationsopgaver med energioptimering i boliger og erhverv. Håbet er, at de sikrer en høj kvalitet i udførende arbejde med energirenovering og -effektivisering – og en høj kvalitet i de løsninger, der leveres til kunderne.

Håndbog lige ved hånden
Energihåndbogen vil være oplagt for svende og lærlinge i installationsbranchen at have liggende på deres tablet eller smartphone som et godt opslagsværk i forbindelse med energieffektiviseringer og besparelsespotentialer i boliger og erhverv.

Den kan også downloades som en samlet pdf-fil lige her. På samme side kan finder du hjælp til, hvordan Energihåndbogen sættes op på din tablet eller smartphone.

Energihåndbogen er udarbejdet af Teknologisk Institut for Dansk El-Forbund, Blik- og Rørarbejderforbundet og TEKNIQ Arbejdsgiverne med støtte fra Grundejernes Investeringsfond.