06. marts 2019

Ny godskørselslov rammer hjælpsomme installatører

Af: Mikkel Svinth Rødgaard

Foto: Colourbox

1. juli træder en ny godskørselslov i kraft, som kommer til at gælde for varebiler ned til 2000 kilo. Det betyder, at varebilerne skal have en ny registreringsattest – men også, at installatørerne skal passe på med at være for hjælpsomme.

Snart risikerer installatørerne at køre godskørsel i deres varebiler. Hidtil har godskørselsloven været begrænset til køretøjer med en totalvægt over 3500 kilo, men fra 1. juli gælder loven allerede ved en totalvægt på 2000 kilo. Det vil sige, at almindelige servicevogne fremover også vil være omfattet af loven, og i denne sammenhæng i princippet er at regne for lastbiler.

Hvilke krav, der gælder, afhænger af, om man kører ’firmakørsel’ eller ’godskørsel for fremmed regning’ i bilen. De allerfleste installatører vil køre firmakørsel, som overordnet set er transport af gods, som tilhører den virksomhed, der er registreret som bruger af køretøjet. Der er også tale om firmakørsel, hvis du transporterer gods, som virksomheden lejer, låner, udlåner eller er i besiddelse af med henblik på for eksempel køb, salg eller reparation.

Læs også: Leasing af servicevogne giver plus på bundlinjen

Når den nye godskørselslov træder i kraft 1. juli 2019 skal varebiler, som anvendes til firmakørsel, være registreret hos Motorstyrelsen. Det vil sige, at man skal sørge for at bestille en ny registreringsattest med påskrift om, at kørejet bruges til firmakørsel. Og så skal registreringsattesten eller en kopi heraf fremover kunne fremvises ved kontrol, så man skal have den med i bilen.

Hjælp kan blive ulovlig
Godskørsel for fremmed regning er, som navnet antyder, transport af gods mod betaling, hvor godset ikke tilhører eller er knyttet til den registrerede bruger af køretøjet.

Og her skal man passe på. En hjælpsom installatør eller montør, som ellers kører firmakørsel, kan nemlig relativt nemt komme til at køre ’godskørsel for fremmed regning’ – også uden rent faktisk at modtage betaling i kroner og ører. Ifølge de nye regler må man nemlig ikke længere hjælpe en kollega på byggepladsen med at hente noget tungt, forklarer Birger T. Christiansen, der er konsulent i TEKNIQ.

– Den nye godskørselslov betyder, at det er slut med lige at tage en bordplade med for tømreren, en radiator for vvs’eren eller en stor rulle kabel for elektrikeren. Hvis man kører med stykgods, som vejer mere end 11 kilo, for andre end sig selv, så er der faktisk tale om godskørsel for fremmed regning. Det skal man have tilladelse til, og varebilens chauffør skal have et varebilschaufføruddannelsesbevis. Hvis ikke man har det, så bryder man loven blot ved at hjælpe en kollega, siger konsulent i TEKNIQ, Birger T. Christiansen.

Læs også: Hvornår gælder kravet om fartskriver