11. juli 2018

Ny kampagne: Bliv blikkenslager

Af: Anne Birkelund

En ny kampagne skal få flere unge til at få øjnene op for blikkenslagerfaget.

Flere unge skal ind i blikkenslagerfaget. Derfor har TEKNIQ lanceret en kampagne, der skal skabe opmærksomhed om faget blandt de unge. Omdrejningspunktet er en kort film, der fortæller om arbejdet som blikkenslager og samtidig tegner et billede af en branche, hvor æstetisk håndværk og teknisk snilde går hånd i hånd.

Filmen har netop haft premiere og vil blive spredt på de sociale medier i flere omgange hen over året.

Mandskab fra medlemsvirksomheder

Ligesom kampagnefilmen for vvs-energiuddannelsen tager den nye film om blikkenslagerfaget udgangspunkt i en sportsaktivitet, der kan fange de unges opmærksomhed – denne gang klatring.

De øvrige klip er optaget i samarbejde med flere af TEKNIQs medlemsvirksomheder, som også har hjulpet til undervejs med input, lokationer og mandskab. Desuden har TEKNIQs Tag- og Facadesektion ydet økonomisk støtte til projektet.

I efteråret 2018 vil der også blive igangsat kampagner for vvs-energiuddannelsen og el-branchen.