fbpx
21. oktober 2020

Nye varmepumpe-tal viser lovende takter

Af: Michael Degn

Trods uvished om støtteordninger er varmepumpe-markedet langtfra kollapset, viser seneste salgstal. Forventningen er, at især salget af luft/vand-varmepumper vil stige markant efter ny støttepulje er skudt i gang.

De senere år har salget af luft/luft-varmepumper haft retning mod himlen, men i løbet af første halvår af 2020 er kurven bøjet af. Til gengæld er salget af luft/vand-varmepumper fortsat med at stige, selvom det er på et noget lavere niveau. Det viser de seneste salgstal fra 1. halvår af 2020, hvilket er en glædelig nyhed efter en turbulent tid.

– Støttepuljerne i den daværende energispareordning løb tør ved udgangen af marts, og derfor frygtede vi, at kurven ville flade ud eller kollapse. Det er ikke sket, hvilket sandsynligvis også kan hænge sammen med, at nogle har fået tilsagn om tilskud tidligere men har ventet med at få det ført ud i livet, siger Troels Hartung, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Læs også: Så meget kan kunden få i tilskud

Siden 2015 er salget af luft/luft- og luft/vand-varmepumper mere end fordoblet, mens jordvarme-anlæg har ligget status quo. Med de nye tilskudspuljer, der er skudt i gang i oktober, kan den gennemsnitlige parcelhusejer hente 28.000 kroner i tilskud ved at konvertere olie- eller gasfyret til en luft/vand-varmepumpe eller jordvarmepumpe. Det er cirka en fordobling i forhold til den tidligere tilskudsmulighed inklusive håndværkerfradrag.

– Det lover generelt godt. Til trods for en opbremsning i markedet, håber vi på at se en stigning i salget i år. Men vi er bekymrede for, at en lang sagsbehandlingstid kan betyde, at vi først begynder at se effekterne af tilskudspuljen til december. Vi kan heller ikke vide, hvor mange der får tilsagn om tilskud, men så venter med installere varmepumpen, siger Troels Hartung.

De nye tilskudspuljer giver kunden mulighed for at vente i op til to år med at installere varmepumpen, efter man har fået lovning på støtte fra staten.

Grøn varme kræver store puljer

I modsætning til tidligere er der ikke længere støttekroner at hente til luft/luft-varmepumper. Af samme årsag forventer chefkonsulenten, at forbrugerne i stigende grad vil søge mod luft/vand og jordvarme. Og selvom der er udsigt til historisk store støttepuljer de kommende ti år, så er det alligevel svært at få regnestykket til at gå op i forhold til klimamålet.

I Danmark er der cirka 380.000 bygninger, der er opvarmet af naturgas, og omkring 80.000, der har et oliefyr stående. Ud af de 460.000 fyr, vurderer Dansk Fjernvarme, at omkring 170.000 vil kunne kobles til fjernvarmenettet.

– Resten skal noget andet som typisk vil være en varmepumpe. Det betyder, at der skal installeres omkring 30.000 varmepumper årligt de næste 10 år, siger Troels Hartung.

Læs også: Varmepumpetilskud: Glem ikke plusserne

Men så meget er der slet ikke i puljerne med de nuværende tilskudsstørrelser.

– Vi forventer, at det er realistisk at nå at installere 15.000 varmepumper næste år, men alene det vil kræve en pulje på cirka 420 millioner kroner i 2021, siger Troels Hartung.

Størrelsen af næste års pulje er endnu ikke fastlagt.

I 2019 blev der solgt 58.000 varmepumper i Danmark. Det er knap 20.000 flere end i 2015.

Solgte varmepumper i Danmark:

Første halvår af 2020 (tal i parentes er samme periode i 2019)

Luft/luft: 17.066 (22.172)

Luft/vand: 5.090 (3.634)

Væske/vand (jordvarme): 1.106 (1.099)

Kilde: Energistyrelsen