fbpx

Generationsskifte i Gyrstinge VVS

Gystinge VVS fejrer generationsskifte og en række andre mærkedage ved en reception.

I løbet af det seneste halvandet år har Gyrstinge VVS ikke kunnet fejre en række mærkedage for firmaets ejere og medarbejdere. Det satte coronaen en stopper for.

Men nu tager virksomheden revanche og kalder til fælles fejring af generationsskifte, fødselsdag, jubilæer og beståede svendeprøver.

Gyrstinge VVS kunne 15. november 2019 fejre 70-års-jubilæum og er dermed en af Ringsteds ældste familieejede virksomheder.

Indehaver og direktør Thomas B. Olsen (billedet) er udnævnt til øverste chef i Gyrstinge VVS efter at have overtaget aktiemajoriteten i virksomheden.

Nu tidligere indehaver Niels Olsen kunne 12. november 2020 fejre sin 70 års-fødselsdag og den 1. marts 2021 sit 45-års-jubilæum som ejer af virksomheden, som han overtog efter sin far, Gunnar Olsen. Niels Olsen vil stadig være at finde i virksomheden på nedsat tid.

Kontorassistent Dorit Martlev kunne den 1. april 2021 fejre sit 35-års-jubilæum i virksomheden.

Patrick Bro-Larsen bestod i vinter sin svendeprøve som vvs- og energispecialist, hvilket han også modtog en guldmedalje for.

Philip Larsen bestod i vinter sin svendeprøve som vvs- og energispecialist med et flot 10-tal.

Der er åbent hus på Bakkegårdsvej 63, Gyrstinge, 4100 Ringsted fredag den 17. september: Fra klokken 10 til 15 kan forretningsforbindelser og venner af virksomheden ønske den nye chef, fødselaren og jubilarerne tillykke.

Fra klokken 14 til 18 er der mulighed for at ønske de to nyuddannede svende tillykke med svendebrevene og de flotte resultater.