fbpx

Marketing-profil til Lemvigh-Müller

Natascha Shøtt skal stå i spidsen for marketing, kommunikation og e-handel hos Lemvigh-Müller.

Lemvigh-Müller har ansat ny director of Marketing, Communications & Ecommerce. Valget er faldet på Natascha Shøtt, som kommer med mere end 20 års international erfaring med marketing, salg, ledelse, digitalisering og transformation fra tech-branchen.

Hun har i en årrække været Marketingchef for IBM Danmark, og efterfølgende en længere periode hos SAS Institute som Regional Marketing Director med ansvaret for Norden & Rusland. Tidligt i karrieren var hun hos Infor / Baan Company med ansvar for internationale og nordiske marketing- og kommunikationsaktiviteter.

Det har givet hende dyb indsigt i at drive transformation af traditionelle forretninger til digitaliserede forretninger og bred erfaring med, hvad det betyder for datadrevet forretningsudvikling, forandringsledelse og en innovationsdagsorden – alt sammen med udgangspunkt i den værdifulde kundeoplevelse.

Med netop kundeoplevelsen i centrum skal hun hos Lemvigh-Müller være med til at videreudvikle forretningsstrategien og drive en digital transformation, der har til hensigt at sikre, at kunderne oplever Lemvigh-Müller som den foretrukne partner for deres forretning fremadrettet.