03. juni 2019

Øland ansætter to specialister

Af: Lasse Andersen

Øland har ansat Lars Hejlsvig Aagaard og Ole Waldorf Christensen til at stå i spidsen for virksomhedens aggregatdivision.

Det er to dybt erfarne aggregatspecialister, der er blevet ansat til at lede Ølands nye aggregatdivision. Lars Hejlsvig Aagaard (Billedet til venstre) og Ole Waldorf Christensen har siden 2005 drevet virksomheden Uniq Comfort med speciale i ventilationsaggregater fra litauiske Komfovent. De har sammen etableret Komfovent som et anerkendt varemærke i Danmark, og det er den faglige viden om produkterne og brugen af disse, de nu tager med ind i Øland.

Lars Hejlsvig Aagaard og Ole Waldorf Christensen er ansat som salgsingeniører i Øland med ansvar for at opbygge den nye aggregatdivision, der foreløbig tæller fire medarbejdere. Før de etablerede Uniq Comfort i 2005, var de begge hos Novenco. Lars Hejlsvig Aagaard nåede at få 10-års nålen i Novenco, hvor han arbejdede som projekt- og salgsingeniør og senest salgschef. Ole Waldorf Christensen var i Novenco i syv år, først i udviklingsafdelingen og senest som eksportsælger.