30. august 2018

PoE: Fremtidens belysning?

Af: Rune S. Larsen. Redigeret af Lasse Andersen

Hvilke muligheder giver PoE-teknologien inden for belysning? Belysningsekspert Rune S. Larsen giver et bud på fordele og ulemper.

PoE er en up-and-coming trend inden for belysning. Men hvad indebærer de tre bogstaver? Og er det virkelig fremtidens måde at forbinde belysning? Det er nogle af de spørgsmål, jeg forsøger at svare på i dette indlæg.

Power over Ethernet, eller blot PoE, er kort sagt en forbindelse mellem en hub (PSE) og et lavvoltsapparat via et ethernetkabel. PoE er særligt anvendeligt på steder, hvor en almindelig elinstallation kan være besværlig grundet mangel på plads. Det gør sig eksempelvis gældende for sikkerhedskameraer, som ofte er forbundet via PoE. En stigende tendens viser dog, at PoE også er blevet en populær løsning på belysningsmarkedet. Flere og flere lyskilder forbindes derfor i dag via et ethernetkabel, og det er der mange årsager til.

Fordele og ulemper ved PoE

En af de helt store fordele ved PoE er den billige og simple installation. PoE kræver ofte ikke andet end en hub, et belysningsarmatur og et ethernetkabel til at forbinde dem med, og den type belysning fylder derfor også fysisk mindre end den traditionelle installation. Ethernetkablet fungerer desuden som en plug-and-play-løsning, der nedbringer installationstiden markant. Det gør PoE til en langt mere økonomisk løsning end den traditionelle elinstallation, som grundet den store mængde kobber i ledningerne kan være en kostbar affære.

En anden interessant fordel ved PoE-belysning er, at armaturerne gennem ethernetkablet kan kobles til internettet. Kobles et belysningsarmatur til internettet, ligger det under paraplyen Internet of Things (IoT). IoT bliver af mange betegnet som fremtiden inden for kommunikativ belysning. I korte træk betyder IoT, at belysningen er forbundet af elektroniske enheder, som også er forbundet til internettet. Intelligente armaturer snakker sammen og kan opfange alt fra mængden af dagslys til hvor i lokalet, der fysisk er aktivitet.

“En af de helt store fordele ved PoE er den billige og simple installation.”

Dette betyder, at lyset automatisk dæmpes eller slukkes helt i lokaler, hvor aktivitetsniveauet er lavt eller ikke eksisterende. Med IoT er der endvidere mulighed for at dæmpe og farveregulere belysningen via en smartphone, så man sikrer, at belysningen altid er tilpasset den givne situation. Andre fordele er muligheden for tilkobling af andre elektroniske komponenter som tyverialarm, røgdektorer, sensorer til belysning, hårde hvidevarer og mange andre komponenter.

Men hvis der er så mange fordele ved PoE, hvorfor bliver alle lyskilder så ikke tilkoblet et ethernetkabel? En af ulemperne ved PoE er, at man som regel ikke kan nøjes med blot at koble nogle af armaturerne sammen via ethernetkablet. Ofte er man nødsaget til at forbinde alle armaturer, hvilket gør PoE til en ”enten eller”-løsning. Men er man villig til det, ligger der en lang række muligheder og venter.