fbpx
29. juni 2021

Prisvindende installatør går selvstændig – sammen med mester

Af: Jesper Melgaard

Mikkel Heramb er en af de nyudklækkede installatører, der er blevet hædret med TEKNIQ Arbejdsgivernes installatørpris. Fremtiden byder på et liv som selvstændig vvs-installatør – men dog i første omgang sammen med sin gamle mester.

Et imponerende karaktergennemsnit på 11,62 på installatøruddannelsen og installatørprisen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne oven i hatten. Mikkel Heramb er helt klar over, hvordan han skal omsætte eksamensbeviset og den hæder, som han modtog ved dimissionen fra erhvervsakademiet Zealand i Slagelse.

– Jeg blev under uddannelsen nok mindet om, hvorfor jeg tog en håndværkeruddannelse til at starte med. Så jeg har besluttet mig for at blive selvstændig i Korsør – i første omgang sammen med min gamle mester og så fra 2024 med mig som eneejer, siger Mikkel Heramb.

Eftertragtede i branchen
Det var samtidig en overraskelse at være blandt den gruppe af 16 nyuddannede installatører, der landet over er blevet hædret med med installatørprisen.

– Det kom lidt ind fra højre, at jeg fik prisen. Men jeg fik faktisk medalje, da jeg tog vvs-energispecialistuddannelse, og så syntes jeg, det kunne være sjovt at se, om også kunne få installatørprisen. Samtidig så er det et bevis på, at man er kommet på rette hylde, siger den 32-årige prismodtager.

Ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne er prisen da også en vigtig markering af de kompetencer, de nybagte installatører bliver udstyret med.

– Installationsbranchen har brug for dygtige folk – ikke mindst når vi kommer ud på den anden side af coronakrisen. Og vi kan jo se, at de nyuddannede installatører er meget eftertragtede ude i virksomhederne, siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Årets modtagere af installatørprisen

Elinstallatør Christian Holm, Valsgård El ApS (Erhvervsakademi Dania)
Elinstallatør Mathias Frølund Kristensen (Erhvervsakademi Midtvest)
Elinstallatør Kristian Tofting Kristensen, Tjæreborg Industri A/S (Erhvervsakademi Sydvest)
Elinstallatør Peter Schønfeldt (Københavns Erhvervsakademi KEA)
Elinstallatør Daniel Vestergaard Jensen (UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Odense-Vejle)
Elinstallatør Søren Jespersen, CT Elteknik A/S (UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Odense-Vejle)
Elinstallatør Mikkel Mac Dalsing (Zealand – Næstved)
Elinstallatør Michael Juel Hansen, Nielsen EL ApS (Zealand – Næstved)

VVS-installatør Christian Farver Sørensen, Kjellerup VVS A/S (Erhvervsakademi Dania)
VVS-installatør Mikkel Skov Lindquist Jensen (Erhvervsakademi Midtvest)
VVS-installatør Peter Midskov Hansen (Københavns Erhvervsakademi KEA)
VVS-installatør Mads Tobias Stylsvig Winther (UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Odense-Vejle)
VVS-installatør Christopher Skovsende Nielsen, Petrowsky, Vejle (UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Odense-Vejle)
VVS-installatør Simon Emil Arensbach (University College Nordjylland UCN)
VVS-installatør Mikkel Heramb (Zealand – Slagelse)
VVS-installatør Bjørn Hornebo Jensen, Vejrhøj Energi & VVS ApS (Zealand – Slagelse)