26. august 2019

Skosælger lærer vvs’ere værdien af service

Af: Amalie Klitgaard

Foto: Andersen & Heegaard

Efter 15 år som ejer af tre dameskobutikker ved Kasper Halkjær, hvordan man får kunder til at gå fra butikken med et smil. Det har han taget med ud på byggepladserne, hvor han nu er projektleder.


Hvad er din funktion?
I dag er jeg projektleder og kører større byggesager indenfor vvs og entrepriser.

Hvad er din baggrund?
Min baggrund er service. Efter handelsskolen blev jeg selvstændig med tre dameskobutikker og 30 medarbejdere under mig. Sådan var mit arbejdsliv i 15 år. Jeg stoppede så i detailbranchen, da jeg måtte sælge butikkerne, fordi jeg blev syg på grund af arbejdet. Derefter gik jeg rundt og vidste ikke, hvad jeg skulle. Men så fik jeg muligheden for at arbejde 25 timer om ugen på Andersen & Heegaards værktøjslager.

Hvordan er du havnet i installationsbranchen?
Det var i 2016, at jeg arbejdede på lageret. Men så var jeg med ude på en byggesag, hvilket gik godt. Jeg er faktisk en ret god autodidakt håndværker, altså tømrer og maler. Så cirka fem måneder senere arbejdede jeg som tømrer på byggesager. Der lærte jeg om vvs, hvordan rørene trækkes, og hvad vvs’erne har brug for, fordi jeg gik lige ved siden af dem. Den viden om vvs’erne har jeg kunnet bruge i min projektleder-stilling, som jeg fik i 2018, da der opstod en åbning i afdelingen. Det går rigtig godt, især fordi jeg er god til beboerne i kraft af min servicebaggrund. Og når beboerne er glade, så er rådgiver glad, og så er alle glade. Det er nok en af mine absolut stærkeste kompetencer.

Hvad kan branchen blive bedre til?
At fokusere meget mere på kunderne – i mit tilfælde rådgiverne og beboerne. Altså selve servicedelen. For i både detailbranchen og byggebranchen er mund-til-mund vigtigt. Hvis du yder en ordentlig service over for dine kunder, så får du tifold igen fra rådgiver og privatkunder. Den her branche er ret lukket i forhold til den, jeg kommer fra, og jeg synes, branchen kan gøre en kæmpe forskel på servicedelen, kundeservice og salg. Det er jo bare almindelige kunder, du har at gøre med. Når du står ude ved dem, så står deres pung åben groft sagt. Når jeg havde skabt tillid til en dame i skobutikken, kunne jeg næsten få koden til hendes dankort og dermed lave mersalg. Jeg er anderledes end installatørerne, for jeg har en kæmpe udadvendt personlighed, snakker med alt og alle og skaber hurtigt tillid til kunderne. Det tager jeg med fra min gamle branche. Installatører og ingeniører kan godt være lidt indadvendte og virker ikke så snakkesalige som mig. Der kunne de godt lære af detailbranchen.

Hvad er branchen god til?
Den er god til at holde på de kompetencer, vi er gode til. Forstået på den måde, at den ikke bliver undergravet af udenlandsk arbejdskraft og folk uden uddannelse. Det kræver autorisationer at lave el og vvs. Det er fedt set i kontrast til detailbranchen, hvor butikkerne yder en kæmpeservice og differentierer sig på det, men så kommer internettet lallende ind fra siden.

Hvad er den største forskel sammenlignet med dine tidligere job?
Efter jeg solgte skobutikkerne, arbejdede jeg som sagt som tømrer. I det job møder du klokken 6-7 stykker og har fri 14-15 stykker. Du har ikke ansvar, medmindre du tager det. Som projektleder står jeg på mål for en hel byggesag med folk, der skal være tilfredse hver dag. Jeg skal planlægge, at der er skabt passage for hver faggruppe, så alle kan få plads på rette tidspunkt. Der er stor forskel på at have styr på en hel byggesag og bare møde ind. Jeg tror, der er små 75 lejemål i den byggesag, jeg har nu. Og det skal jeg have til at glide. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle ende her, men jeg har i sinde at blive. Jeg trives med at få lov til at bruge hovedet ligesom i min gamle detailbranche.