fbpx
19. februar 2021

Rapport: Varevogne på el er billigere i det lange løb

Af: Michael Degn

Foto: pressefoto

De eldrevne varevogns-modeller er samlet set billigere i drift end dieselversionerne over en årrække. Det viser erfaringerne fra et forsøgsprojekt, som har kørt over en årrække.

De fleste virksomhedsejere kigger en ekstra gang på pengepungen, når de investerer i nye servicevogne. Og de eldrevne modeller er dyrere indkøb, men de vinder til gengæld i det lange løb. Det er en del af konklusionen i et længere elvarebilsprojekt, som en række virksomheder i hovedstadsregionen har deltaget i. Set over en otte-årig driftsperiode giver de eldrevne varevogne en gevinst på cirka 64.000 kroner per bil i forhold til dieselmodellerne, lyder det i rapporten, som blev offentliggjort i begyndelsen af 2020.

– Jo mere man kører, jo bedre case får man, fordi udgiften til drivmiddel er så meget lavere med el. Dertil kommer, at de store varevogne på diesel også betaler rigtig meget i grøn afgift, siger Karl Andreasen, der er energikonsulent i Fremsyn.

Konsulenthuset Fremsyn har blandt andre stået bag projektet for Region Hovedstaden. I alt har otte virksomheder og 51 elvarebiler dannet baggrund for resultatet. Virksomhederne fik hver 20.000 kroner i tilskud til at investere i en varevogn på el, hvilket naturligvis spiller ind, men heller ikke kan forklare hele besparelsen. Elinstallationsvirksomheden GodEnergi var den første virksomhed i projektet til at få en eldreven varevogn ud at køre i september 2015. Det var en Nissan e-NV200, som virksomheden brugte de følgende tre år frem. Indehaver Jan Darville sammenfattede i rapporten, at bilen var billig i drift og dejlig at køre i. Til gengæld var der stadig meget at ønske i forhold til de daglige opgaver.

Læs også: Krav om grøn kørsel breder sig

– Vores største udfordring var klart, at vores hverdag er uforudsigelig. Lige pludselig har vi brug for mange kilometer på grund af et udkald, og så begyndte det at knibe. Det var klart en ulempe, at det ikke var muligt at få anhængertræk. Bilen måtte også gerne lade hurtigere. Men det bliver jo meget bedre med de næste modeller, forklarede Jan Darville dengang ved evalueringen af projektet.

Af samme grund investerede han efterfølgende i en Huyndai Kona til funktionæropgaver, mens svendene fortsat kørte på diesel, indtil elvarebilerne blev bedre, forklarede han. Siden er firmaet vokset betragteligt, og det samme er udvalget og rækkevidden af varebiler på el. Derfor har GodEnergi netop fået fem nye elbiler, Huyndai Kona og Citroën e-Jumpy samt en Ford Transit som plugin-hybrid. Bilparken tæller cirka 20 i alt.

– Der er stadig begrænsninger, hvis man skal køre meget på motorvej, men elbilerne kører supergodt inde i byen. Der er det helt oplagt. Det kan også godt betale sig, da de er så billige i drift, og samtidig kan man parkere gratis. Det er ellers noget, alle håndværkere bruger mange penge på, siger Jan Darville.

Varevognene kommer
El- og dieselvarebilerne bliver i rapporten sammenlignet på en lang række forskellige punkter. Der er nogle usikkerheder forbundet med de forskellige parametre. Det gælder eksempelvis værdien af de brugte elbiler, som kan variere på grund af, at markedet er nyt og hele tiden udvikler sig. Samtidig skal Nissan e-NV200 køre seks år, før den bliver billigere end dens dieseldrevne fætter, mens det kun tager knap fire år med to af de andre bilmodeller i sammenligningen. Men uanset hvad så rykker det ikke ved, at elvarebiler samlet set vinder det økonomiske kapløb set over en otte-årig periode, påpeger Fremsyn.

Siden slutningen af 2019, hvor rapporten blev færdiggjort, er der sket en hel del på markedet for varebiler på el. Længere rækkevidde, kraftigere batteri, flere modeller og et nyt afgiftssystem, der skal få flere grønne biler på vejene. Samlet set gør det kun markedet for varebiler på el endnu mere attraktivt.

– Vi har oplevet, at der hidtil har været størst udvalg på markedet for personbiler – eller mindre vans – på el, men nu kan vi se, at udvalget af de større varevogne også begynder at vise sig på markedet, siger Nina Schwartz, der er administrerende direktør i Fremsyn.

I løbet af de kommende år vil der komme markant flere ladestandere, hvilket også vil gøre det mere attraktivt at skifte til el, forudser direktøren.

Det store spørgsmål er så, om virksomhederne ender med at skifte til en elbil, når de kan spare penge i det lange løb? Noget tyder på, at det fortsat kræver en pose støttekroner, da de fleste virksomheder fokuserer på den høje her-og-nu pris, de skal betale for at køre grønt

– Uanset hvilken finansieringsordning, virksomhederne vælger, vil den højere pris på elbilen smitte af på omkostningerne. Mens markedet modnes, vil der derfor fortsat være behov for støtteordninger som projektet Erhvervskørsel på El, lyder det blandt andet i konklusionen.