10. juli 2018

Samarbejde skal fremtidssikre vvs-branchen

Af: Maria Rask Hetoft Poulsen

Digitalisering, robotter og internet of things er blot nogle af de teknologier, som i de kommende år vil forandre vvs-branchen. Derfor har TEKNIQ – i samarbejde med Blik- og Rørarbejderforbundet og Dansk Metal – afholdt en række dialogmøder med medlemmerne, hvor branchens digitale fremtid har været på dagsordenen.

Nye teknologier vil ændre vvs-branchen og skabe nye muligheder, men også en række nye udfordringer, som vi i branchen skal kunne håndtere. Det var temaet, da TEKNIQ sammen med Blik og Rørarbejderforbundet og Dansk Metal inviterede alle tre organisationers medlemmer til en række fælles dialogmøder i starten af april.

I alt blev der gennemført fire dialogmøder i henholdsvis Middelfart, Aarhus, Aalborg og København. Her fik de tre organisationers medlemmer mulighed for at drøfte og debattere, hvilke muligheder og udfordringer der er forbundet med de nye teknologier. Målet med møderne er klart: Sammen vil de tre organisationer sikre sig, at vvs-branchen står stærkest muligt i fremtiden.

På møderne kunne deltagerne blandt andet høre en forretningsudvikler fra Grundfos fortælle om de nye perspektiver og produkter, der følger med den digitale udvikling. Derudover var der også oplæg fra TEKNIQs administrerende direktør Niels Jørgen Hansen og formand for Blik og Rørarbejderforbundet Max Meyer.

Niels Jørgen Hansen påpegede blandt andet, at der med den nye teknologi er grundlag for, at det samlede marked vokser, men at der er behov for, at branchen styrker sit fokus på helhedsløsninger, hvis vi også i fremtiden skal vækste.

– Væksten og beskæftigelsen i vvs-branchen stiger, men det betyder ikke, at vi skal blive for selvfede. Vi skal selv sørge for, at vi i fremtiden har forudsætningerne for at gribe de mange muligheder, som vi får tildelt med den nye teknologi. Ellers risikerer vi, at andre aktører sætter sig tungt på forholdet til kunden, og at vvs-branchen bliver en underleverandør på installationsarbejdet. Vores mål er, at branchen skal være en samarbejdspartner for kunderne fra start til slut, sagde Niels Jørgen Hansen til de fremmødte i Middelfart.

Specialisering og efteruddannelse

Max Meyer fra Blik og Rørarbejderforbundet benyttede lejligheden til at påpege, at der i fremtiden bliver større behov for, at virksomhederne specialiserer sig.

– Hvis ikke robotterne skal overtage vores arbejde, så skal vi lære at installere og servicere dem. Med andre ord handler det om at opbygge de rette kompetencer. Virksomheder, der ønsker at vækste i fremtiden, skal specialisere sig og finde de rette medarbejdere med de rette kompetencer. Derfor er efteruddannelse også et centralt tema, når man taler om vvs-branchens fremtid. Der har vi heldigvis et godt samarbejde med både TEKNIQ og Dansk Metal. Vi har sammen afsat midler til efteruddannelse. Også vores samarbejde omkring lærlingeuddannelserne er en god måde at sikre, at medarbejderne i fremtiden har de rette kompetencer, lød det fra Max Meyer.

Der var bred enighed om, at vvs-branchen skal være på forkant med fremtiden ved at omfavne nye teknologier og markedsmuligheder. Og derfor glæder det også Niels Jørgen Hansen, at medlemmer fra både arbejdergiverorganisationen og fagforbundene kan samles og drøfte, hvordan vi sammen sikrer, at vvs-branchen står stærkest muligt i en pulserende og digital fremtid.